Når Villa Grande d. 8. juni slår portene op til årets fedeste haveparty er det med navne som Lis Sørensen, Moonjam og Shubberne på plakaten og allerede nu, hvor der er en måned tilbage, er der ikke mange billetter tilbage
Musik på Toppen er blevet et lokalt topevent, hvor man møder nye naboer, gamle skolekammerater, kolleger, venner til en koncert i grønne omgivelser og med et lineup, som selv flere festivaller kan se misundeligt på. Musik på Toppen er på rekordtid blevet til en af de begivenheder i Hadsten, som man bare skal med til, hvis man vil gøre sig nogen som helst forhåbning om at kunne snakke med om det der sker i byen. Og det sker lige om lidt!
Lis, Moonjam og Shubberne og mange flere!
Lis Sørensen behøver nærmest ingen præsentation og på hjemmesiden hos den langtidsholdbare og evigtaktuelle artist med den stadigt stærke vokal kan man se, at man allerede må melde udsolgt til en lang række af hendes koncerter i år. Hendes imponeredne bagkatalog af sange finder man en perlerække af hits fra 4 årtier og Lis Sørensen står stadig skarpt, når hun med masser af power giver numre som; “Fuld af Nattens Stjerner”, “Tæt på Ækvator”, “Brændt” og “Mine Øjne De Skal Se”.
Der er fuld nostalgi på drengen når det gensamlede Moonjam spiller deres velkendte 80’er ørehængere som “Gennem ild og vand”, “Shaida”, Sarai og “Bag de blå bjerge” og rygterne vil vide, at de til flere koncerter i år også har spillet et par af de Sneakers numre, som kapelmester Morten Kjærså er ophavsmand til; “Sui Sui og Skt. Peders Engle”.
Nostalgien er også i højsædet når Shubberne spiller op. De ruller det ene Shu-Bi-Dua-nummer ud efter det andet og spiller med en spilleglæde, der får de fleste andre coverbands til at lyde som de rene amatører. Men bandet har da også gået i en god skole, da det har stået i lære hos tre af de originale Shu-Bi-Dua legender Claus Asmussen, Willy Pedersen og Bosse Hall Christensen.
De tre topbands suppleres af Electric Federation, Suburbia, Johnny Madsen Jam og landets bedste Guns’N Roses kopiband G’N’R Tribute.
Som de to foregående år har man igen valgt, at Mercury Band skal knytte det hele sammen ved at spille fra Lille Scene, når de øvrige bands skifter. Og som en af artisterne sagde om Mercury Bands til konferencieren sidste år; “Hvor fan’ har I støvet dem op? De er jo skide gode og sikken et repertoire de har”
Alle gode gange 3
For Charlotte & Keld Sørensen, der står bag arrangementet er det en forløsning. “Jamen, det er da fantastisk at opleve, hvor højt byen bakker det her op” siger Keld. “Det første år håbede vi bare på, at folk her i Hadsten havde lyst til at være med til at lave en fest og det havde de. Sidste år satte vi endnu mere tryk på og udvidede antallet af billetter med 400 og de blev også solgt. Vi holder samme antal i år og med de artister vi har valgt ser vores program igen ud til at falde i publikums smag, for der er snart ikke mange billetter tilbage” fortæller Keld begejstret. Men du kan nå det endnu.
Skal du med?
Har du ikke fået købt billet er der stadig billeter at få.
Hvis I vil holde jeres vejfest, et firmaarrangement eller et særdeles festligt bestyrelsesmøde kan du f.eks. købe et helt bord med billetter, frokostanretning og diverse drikkevarer til 8 personer for 5.000 kr.
Skal du nå at have en enkeltbillet til årets fedese haveparty koster den 395 kr.
Booking af VIP-bord finder du på : VIP-bord til Musik på Toppen og du finder almindelige billetter her: Billetter Musik påToppen
Keld og Charlotte har valgt at lade overskuddet fra Musik På Toppen gå til lokale formål og det har bl.a. resulteret i en fest for de frivillige ikke bare fra Musik På Toppen men også fra andre lokale events og aktiviteter, som skal finde ste di Sløjfen her i foråret og herudover bruger de også en del af overskuddet til gode oplevelser for andre musikudøvere i byen. Men mere herom senere.