23. oktober 2024

Favrskov Revyen er i sangstærk opstilling til forårets forestillinger

Favrskov Revyen har kaldt årets forestilling “Mod lysere tider” og det er dels et udtryk for, at man har flyttet premieren tilbage til foråret og dels at det hele nu lysner igen efter den mørke corona-tid.

Revyen har lagt sig i selen for at finde nogle stærke sangnumre. “Vi er jo sangmæssigt i absolut stærkeste opstilling” siger Tina Vejby, der er revyens produktionsleder. Vi har Steen Elgaard tilbage på holdet, som med sin power-stemme altid er god for et godt rocknummer og vi blev jo sidste år i mit fravær forstærket med Karina Schwartz, som jo også synger som en drøm, og det vil vi naturligvis benytte os af, så der er virkelig gode melodier på programmet i år og dem har vi så lavet nogle nye aktuelle tekster til.

Revyholdet ser Mod lysere tider

“Vi har tekster med, om det, der optager os, der bor i Hadsten og i Favrskov og det er klart, at vi naturligvis behandler udfaldet af kommunalvalget. Vi har også tekster med om mere universelle ting som parforhold og den slags og et enkelt kærligt svirp til dem der fortjener det, kommer vi også med. Og så har vi selvfølgelig også noget med om sproget. Det er efterhånden blevet en fast del af Favrskov Revyen, at vi har tekster med, der omhandler sprogets finurligheder og resten må I gætte jer til” fortæller Tina Vejby hemmelighedsfudt.

Det efterhånden ret garvede revyhold udgøres i år af Karina Schwartz, Lisbeth Gaba, Tina Bruun, Anette Lyngaa, Tina Vejby, Steen Elgaard, Jan Erik Elgaard og Poul Sørensen.

Revyorkestret

Instruktør er Anders Wadsholt, koreograf er Glenn Rasmussen, scenemand er Tom Jensen og sufflør er igen Fie Larsen.

Holdet bakkes op af et forrygende firemands orkester bestående af kapelmester Lars E. Christiansen, strenge; Terkel Jacobsen og Jens Jacobsen og trommerne spilles af Svend Erik Funder.

Bag scenen er der derudover en lang række frivillige, der bakker op om årets fire forestillinger med hår og parykker, teknik, make up, lyd og lys, rekvisitter, scenebygning, kostumesyning og -tilpasning, billetsalg, markedsføring og meget mere.

Billetsalget er kommet godt i gang. Nu kan der igen spilles for 150 publikummer i salen pr aften og allerede nu er mere end halvdelen af billetterne til både premieren onsdag og til fredagens forestilling afsat og der er også godt gang i salget til de to andre dage.

Favrskov Revyen – Mod lysere tider 2022 spiller 30. marts, 31. marts, 1. april og 2. april og du kan købe billetter her: Favrskov Revyen.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler