Der var travlhed til prøverne i weekenden da FavrskovRevyen var på scenen for første gang i år.
Revyen har gennem det sidste halve år øvet i Sløjfens musiklokale, men nu har revyens scenefolk Jan og René bygget scenen i Lilleåsalen og så henlægges prøverne hertil.
Instruktør Anders Wadsholt, sufflør Fie Larsen og koreograf Glenn Rasmussen har haft travlt med at træne aktørerne og orkestret har øvet og når først revyen rykker i salen begynder det at krible i kroppen på revyholdet.
“Det er altid skønt at komme på scenen, for så kan man begynde at fornemme savsmulden i manegen og se, hvordan det hele kommer til at tage sig ud” fortæller Tina Bruun, der spiller med i revyen for 5. gang. Også for Karina Schwartz, der spiller med for første gang og som er trådt til i sidste øjeblik som afløser for Tina Vejby, der så pludseligt mistede sin mand for kort tid siden, har det været skønt at komme på scenen. “Nu kan man begynde at se det hele tage form. Da vi fik mikrofonerne på og lyden blev justeret til musikken. Da lamperne blev indstillet til scenen. Da vores koreograf Glenn kom forbi og fik vores dans synkroniseret osv., så kan man begynde at fornemme, hvordan det hele kommer til at blive.”
Anders Wadsholt samler op på dagens forløb Karina Schwartz øver med orkestret
Og i næste weekend tager det endnu mere form, for så kommer kostumer, parykker og rekvisitter i brug. Så får aktørerne et klart indtryk af, hvor lang tid de har til omklædning mellem numrene. Scenemester Tom Jensen får overblik over, hvad der skal på scenen, hvornår og teknikerne, hvordan de skal indstille lys.
Tekniker Simon Sundgaard Nymann ved knapperne Teknikerne Jørgen Madsen og Jesper Lyngaa bag mixerpulten Karina i en monolog
Mandag aften er der generalprøve, så holdet kan være klar til premieren onsdag d. 6. oktober. Revyen har grundet de fine coronatal åbnet for 150 billetter pr aften. Der er udsolgt til premieren onsdag og der kun ganske få billeter tilbage fredag aften, men der er stadig gode muligheder for at få billet til torsdag og lørdag. Find dine billetter her til Favrskov Revyen 2021 – Taber Masken.
Anette og Jan Erik i en sketch Holdet træner koreografien
Fotos: Jesper Lyngaa & ByensNyt