Det meste af verden og nok særligt Europa, er for tiden lagt ned af Corona virus. Det kommer til at sætte dybe spor i vores samfund, også i 8370, men som overskriften siger, det bliver godt igen.
Det kommer til at tage tid, og indtil videre, så kommer nedlukningen af det meste af Danmark til at vare, som minimum til 13. april, og måske også derefter. Indtil da er det vigtigt at vi sammen, hver for sig, forsøger at holde humøret og gejsten oppe, fordi det bliver der brug for i tiden efter Corona. Her skal vi for alvor vise, at vi som land og lokalsamfund står sammen, hvilket jeg er sikker på at vi gør.
Her på ByensNyt.dk kan vi sagtens mærke, at det strammer til, hvilket for mit eget vedkommende også har betydet, at jeg er sendt hjem fra mit normale arbejde for en stund. Så vi har krisen inde på kroppen helt personligt, hvilket i den grad gør det synligt, at det er alvor det her. Når situationen nu er som den er, så har jeg selv valgt at kigge på, hvad ByensNyt.dk kan bidrage med, og også hvordan vi fremadrettet kan blive et endnu bedre lokalt medie. Tiden lige nu, er i hvert fald oplagt til lidt eftertanke, hvilket jeg håber, at mange benytter sig af.
Butikkerne og erhvervslivet generelt har det hårdt, og forsøger med forskellige tiltag, at få det til at fungere, og herfra skal lyde en opfordring til, at støtte dem så godt man nu kan. Både nu, men nok i lige så høj grad, når vi er på den anden side af krisen.
Midt i alvoren tror jeg på, at det er vigtigt at finde de små ting i hverdagen, der giver lys og tro på, at det nok skal gå alt sammen. Det håber jeg, at I vil være med til at dele med os alle. Så har du en video eller et billede fra din nuværende dagligdag, der viser lidt om, hvad du får tiden til at gå med, det kunne være nye træningsmetoder, hvordan du holder kontakten til venner og familie eller noget helt tredje, så vil vi meget gerne høre fra dig.
På billedet ses Olivia, der har fulgt opfordringen fra Marie Thomsen, der er sognepræst i Hadsten. Hun delte i sidste uge et opslag omkring, at det bliver godt igen, symboliseret ved regnbuen, og jeg kan kun tilslutte mig. Det skal nok blive godt igen, især hvis vi står sammen om det.