Lise, der har været medlem af Hadsten Motion siden 2019, hvor hun flyttede til byen, fyldte forleden 90 år, og det blev naturligvis fejret sammen med hendes hold, og hun har ingen planer om at drosle ned med motionen.
Centerleder i Hadsten Motion, Susanne Andreasen, er glad for at de kan fastholde medlemmerne, selv når de når op i en høj alder.
“Lise deltager fast hver uge på et hold for styrke og balance og som hun siger – det er jeres (Hadsten Motion) fortjeneste, at jeg kan holde balancen – på èt ben, og jeg kan gå op og ned af trapper med mine indkøbsposer. Vores tilknyttede fysioterapeut David Østergaard, sørger hver mandag for at de ældre – samt andre med behov, får trænet både styrke og balance – og det er effektivt. David kommer fra Fysio-Shop i Hadsten, der er en af vores samarbejdspartnere i centeret”, siger Susanne og tilføjer:
“Hvis en deltager på holdet har brug for vejledning i forhold til en udfordring i kroppen, kan vi helt sikkert love at man er i de bedste hænder, da David altid har tid til at komme med den rigtige vejledning for træning og øvelser”.
Efter holdet er det altid hyggesnak i cafeen – for den sociale del med kaffe/te og snak, må ikke glemmes – og er også en vigtig del for mange deltagerne.
I anledningen af at Lise fyldte år, havde hun selv bagt lækre kanelsnegle til hele holdet – og været omkring bageren efter rundstykker. Der blev hygget ekstra med kage og flag – og der blev sunget fødselsdagssang…
“Hadsten Motion er meget glade for, at medlemmer i alle aldre har lyst til at have deres gang med træning i centeret, og faktisk er Lise ikke engang det ældste medlem i Hadsten Motion. Vi har vi aktive medlemmer på 93 år, og jeg håber da selv, at jeg kan være lige så aktiv, når jeg fylder 90 år”, lyder det fra Susanne.