Mere end 550 publikummer havde i aftes indfundet sig i Fanzonen til Hadsten Gadegrandprix og de havde medbragt godt humør og nød godt af de sidste solskinstimer og et virkeligt medrivende gadeløb.
ByensNyt fik en snak med Favrskovborgmester Lars Storgaard, der som storsponsor for løbet også var vært for en lang række gæster som så ud til at nyde oplevelsen. “Det er en rigtig god begivenhed, som ikke bare samler masser af kommunens borgere til en god oplevelse men det giver os også mulighed for at markedsføre kommunen på en god måde – og så er det jo bare et ekstra plus, at stemningen er høj og vejret dejligt” sagde et synligt tilfreds Lars Storgaard.
Han fik da også lejlighed til både at skyde løbet i gang og få en god snak med de berømte ryttere.
I Fanzonen stillede favoritrytterne beredvilligt op til fotografering og autografer og naturligvis de obligatoriske interviews fra pressen, der var ankommet fra fjern og nær. ByensNyts udsendte fik med mikrofon i hånden også mulighed for at stille spørgmål.
Salby og Bak Klaris var begge opsat på løbet
Sprintertalentet Alexander Salby fortalte, at han var stolt over at blive udvalgt til at køre som kaptajn i landsholdstrøjen til Danmark rundt. “Det er en ære, at få den mulighed og jeg vil gøre hvad jeg kan, for at blande mig i spurten på sprinteretaperne. Løbet her i Hadsten er nok ikke lige mit terræn, men jeg skal nok forsøge at sætte mit præg på løbet” sagde han.
Restaurant Suri Carl Ras rytteren og DM-sølvvinderen Magnus Bak Klaris var kommet til Hadsten for at vinde. “Det bliver svært, men jeg vil gøre hvad jeg kan. Jeg har kørt her før og ved det er en sindssyg hård rute. Den bliver bare ved og ved. Der er mange stærke ryttere med, så man skal holde sig fremme, hvis man skal være med i finalen.”
Mads Pedersen og Skjelmose var ikke kommet for at indløse en badebillet
Med en placering som nr 5 på UCI’s verdensrangliste, etapesejre i Paris-Nice, Giro d’Italia og Tour de France og senest en fjerdeplads ved VM spurgte jeg Mads Pedersen, hvordan han selv så sin sæson i år. “Den er vel godkendt!” lød det korte svar, mens publikum brød ud i latter. Han uddybede og sagde, at han dog gerne have udskiftet flere af sine topplacering med én sejr og at han forhåbentlig i det kommende år ville få endnu flere sejre på CV’et.
Mattias Skjelmose var ikke i tvivl om, hvad der efter hans sejr i Tour de Suisse, hans andenplads efter Pogacar i Fleche Vallonne og hans Danmarksmesterskab, havde været hans største øjeblik i denne sæson. “Det er at blive Danmarksmester!” svarede han. “Ubetinget. Rent emotionelt var DM bare det største. Det at kunne køre rundt med Dannebrig på ryggen et helt år, det gør mig stolt” erklærede han.
“I aften er det første gang, at jeg kører i danmarkstrøjen på dansk grund og det har jeg virkelig glædet mig til. Selv om der var masser af danskere i Frankrig, så er det bare noget andet at køre med trøjen i Danmark” fortalte han.
Begge mente ikke det var svært efter Tour de France og VM at sætte sig op til at køre gadeløb i Hadsten. “Næh” sagde Mads Petersen “Det her er jo nok, det hårdeste gadeløb, der overhovedet er og at vi står her 14 dage efter touren… ja, rationelt, det er det ikke” mente han “men det er fedt, der er god stemning og de danske drenge kører sindssygt stærkt, så vi skal være klar.”
De to profiler havde ikke indgået en aftale om, hvem af dem de skulle køre for. “Nej, det er bedste mand der vinder” fastslog Mads P. “Og jeg lukker ham gerne ned, hvis det er” sagde han og pegede på Skjelmose.
“Jeg skal nok gøre mit til at gøre livet surt for Mads, der er o også præmiepenge at køre om og så er der jo lidt til benzinen hjem” svarede han med et stort smil. Mads Pedersen havde en revanche til gode mod Jeppe Aaskov Pallesen og jeg spurgte ham, hvordan han så sine chancer mod Hadsten rytteren. “Forhåbentlig bedre end sidst” svarede han grinende “men Jeppe var bare sindssygt motiveret sidste år, så jeg var nødt til at sige til ham, at han skulle slappe af, for vi skulle jo ikke overhale feltet” svarede han, hvorefter han igen overgav sig til de mange fans, der ønskede fotos og autografer.
Jeppe Aaskov ville meget gerne gentage sin triumf
Hadstens egen Jeppe Aaskov Pallesen, der nu kører på det polske mandskab Mazowsze Serce Polski. “Det har givet mig nogle muligheder, at komme til det polske hold” fortalte han. Det han givet mig nogle flere løbsdage, rundt i de europæiske løb” så det er bare rigt godt.” Han havde glædet sig til at komme hjem til Hadsten Gadegrandprix. “Jeg har altid godt kunnet lide, at køre løbet her i Hadsten og nu har jeg jo kørt på podiet tre gange før, så jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at gentage sejren fra sidste år” sagde han. “Det bliver svært, men, det er nok en god strategi at holde sig til de to gutter der” sagde han og pegede over mod Skjelmose og Mads Pedersen.
Moberg: “Rolf og Ritter er som et gammelt ægtepar”
Sportsdirektøren fra Team Coloquick og TV2 cykelkommentator Christian Moberg kom også på scenen. Jeg spurgte ham, om hvordan det havde været at sidde i kommentatorboksen med Rolf og Ritte i tre uger. “Det har været hårdt” sagde han og gemte en smil bag sin udmattede attitude mens latteren igen rungede hos publikum. “De to er jo værre end et søvbryllupspar, der på forhånd nærmest ved, hvad den anden vil sige” men han fortalte også at det havde været en fantastisk oplevelse at være med touren rundt i tre uger med danske fans overalt. Coloquick havde hele 10 mand med til løbet og ville også køre deres chance. “Hadsten Gadegrandprix er god træning og et rigtig godt og hårdt løb forud for Danmark Rundt og en god placering her vil ikke være dårligt” sagde han.
Fanzonens mange tilskuere fik ikke alene en god oplevelse med rytterne helt tæt på. de der havde købt spisebillet fik også en dejlig platte fra MadXpressen og mulighed for at købe god vin fra Skjold Burne. Indehaver Peter Aschelund stod selv i baren og er også en del af bestyrelsen bag løbet. “Jeg synes det her er en fantastisk begivenhed. Prøv at kigge rundt og se, hvor glade folk, de er. og når man kigger ned af Søndergade her fra Fanzonen, så kan man bare se, at der bare er sort af mennesker langs ruten. Det er det hele værd mente han.
Fanzonen fik også besøg af både den dannebrogsklædte, passionerede “Cykeltossen” og af Hadsten-drengen mediestjernen Asger, der charmerede hele landet, da han blev interviewet af TV2 på Champs-Elysees og fik hele gaden til at synge med på sin Vingegaards-sang. Denne gang havde han sin gode ven Theo med.
Herefter gik løbet i gang og at det netop var de ryttere, man havde mødt i Fanzonen, der også satte det største præg på løbet, var nok ikke helt tilfældigt. Mads Pedersen blev en sikker vinder, Skjelmose en lige så sikker nummer to og han slog, som han også gjorde til DM, Magnus Bak Klaris i spurten. Coloquick rytteren Simon Bak blev nr fire og slog lige netop den tidligere vinder Rasmus Bøgh Wallin i spurten. Jeppe Aaskov Pallesen kom ind som en flot nummer 6. I feltet var Alexander Salby en af trækhestene, der dog forgæves måtte strække våben mod den stærke frontgruppe. Du finder et fyldigt løbsreferat i en anden af byensNyts artikler lige her: Mads Pedersen sprintede sig til sejr i Hadsten Gadegrandprix
Fanzonens publikum havde førsteparket til løbet og de fleste fulgte levende med i begivenhederne ved målstregen, når feltet passerede forbi og der var trængsel ved hegnet.