Johanne Guldbæk fra Hadsten har som en af de første, fået lov til at trække den hvide AGF-trøje over hovedet efter sommerferien, og den unge midtbanespiller har fået en god start i klubben, der er en overbygning på VSK og Lyseng.
Johanne er bare 16 år, men hun er allerede inde omkring AGFs Gjensidige Kvindeligahold, og har været med to gange i denne sæson, dog uden at få spilletid. Hun er dog glad for, at der bliver lagt mærke til hende, og håber på, at hun snart kan få debut på klubbens bedste hold.
“Det er gået stærkt, og jeg er enormt glad og stolt over, at jeg nærmer mig ligaholdet. Selvom at det ikke er blevet til spilletid endnu, så får jeg en masse erfaring med mig, som jeg helt sikkert kan bruge hen ad vejen, så jeg suger bare alt til mig. Jeg har besluttet mig for, at nyde min tid på U18-holdet som jeg primært spiller for, som er sidste stop inden senior, og jeg har på ingen måder travlt, fordi jeg har en tro på, at min tid nok skal komme, og også hurtigere end jeg måske havde troet”, fortæller Johanne til ByensNyt.dk.
AGF har ikke tidligere haft kvindefodbold i klubben, men Johanne kan godt fornemme, at det er noget, som klubben nu satser på, og at det er et meget professionelt setup, som de tilbyder, hvilket har givet hende endnu mere smag for livet som fodboldspiller. En tilværelse, der også skal kombineres med en uddannelse, så der er ikke meget plads i kalenderen til venner og fester. Selv dette interview har været vanskeligt at finde tid til, men for Johanne er det det hele værd.
“Det kræver en god disciplin, og jeg skal være ret struktureret, fordi jeg træner fire-fem gange om ugen, plus kamp, så det går der en hel del tid til. Der ud over går jeg i gymnasiet, som også skal passes, så der er ikke meget tid til overs, men sådan har det i bund og grund været i flere år, så det er klart, at der er mange ting jeg må sige nej til, og mine venner ved godt, hvordan mine prioriteringer er, men jeg synes at det er det hele værd. Jeg vil gerne være professionel, og det kræver en masse, men det har jeg forlængst gjort op med mig selv”, lyder det fra hende, og tilføjer:
“Efter at vi er blevet til AGF kan jeg bare mærke, at det jeg har gang i er helt rigtigt, og jeg er på ingen måder blevet skræmt, tværtimod. Jeg vil se, hvor langt jeg kan drive det, og håber helt klart på, at jeg en dag får en kontrakt og gerne i udlandet, det er drømmen. Den engelske liga er lige nu toppen, men også den franske og tyske er interessant og på et højt niveau”
Tidligere i år skiftede Matilde Lundorf, der også kommer fra Hadsten, fra engelske Brighton til den italienske storklub, Juventus, og den historie kan du læse mere om her.
En ting er sikkert, her på ByensNyt.dk er vi stolte af, at kunne skrive om personer som Johanne, der tør tænke stort og gå efter drømmen, og vi holder naturligvis skarpt øje med hende i jagten på den professionelle kontrakt. Kender du en, der også lever en drøm eller passion ud, så hører vi meget gerne om det, fordi de gode historier er til for at blive fortalt.