17. september 2024

Lundorf: Kæmpestort at komme til Juventus

I sidste sæson stod den på engelsk fodbold i Brighton, men når den nye sæson starter 22. august, så er det mægtige Juventus i Torino, som Matilde Lundorf fra Hadsten tørner ud for.

ByensNyt.dk talte med Matilde Lundorf tidligere i år, da hun var sendt hjem grundet Corona, hvor hun var meget i tvivl om, hvad næste skridt i hende karriere skulle være. Et par måneder senere kom så svaret, og nu står den altså på Juventus i den kommende sæson. Her bliver hun klubkammerat med prominente navne som Christiano Ronaldo, Sami Khedira og Gianluigi Buffon på herresiden, og hvor kravet om titler hvert år ikke er til diskussion.

Læs også: Matilde udlever drømmen i Brighton

”Det er en topklub som jeg er kommet til, og i min verden er det kæmpestort at komme til Juventus. Det er en klub med mange stolte traditioner, og det ser jeg frem til, at blive en del af. Jeg forventer at vi skal spille med om guldet igen i næste sæson, og så ser jeg frem til, at få lov til at spille Champions League”, fortæller Matilde til ByensNyt.dk.

Efter et år i SuperLeague, som den bedste række hedder i England, har Matilde lært en masse, både om fodbold, men også om sig selv, hvilket allerede har fået stor betydning for hendes start i Juventus.

”Det er en helt anden måde vi spiller på i Juventus end i Brighton, og det skulle jeg lige vende mig til, men belært fra Brighton, så gik jeg ikke i panik over, at jeg lige skulle falde ind i rytmen. Jeg kan noget, som holdet manglede, og jeg føler allerede, at jeg kan bidrage med rigtigt meget”, lyder det fra den talentfulde højre back, der håber at opholdet i Juventus også kan være med til at bringe hende tættere på A-Landsholdet.

”Jeg håber da helt klart, at jeg snart får chancen på Landsholdet, og jeg er sikker på, at opholdet i Juventus kan bringe mig tættere på målet”

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler