11. oktober 2024

Nyt klublogo og ny tøjsponsor til HSK Fodbold

I år kan HSK Fodbold fejre deres 100 års jubilæum, og det markerer de blandt andet med nyt klublogo, der er et re-design af det tidligere logo, der blev lavet i 2005. Der ud over skifter klubben også tøjsponsor, således at klubbens spillere snart er klædt i Hummeltøj.

HSK Fodbold hed oprindeligt HG, men fusionerede i 2005 med Hadsten Håndbold og det daværende Hadsten Basket, der nu hedder Hadsten Hawks, til Hadsten Sports Klub. I 2018 besluttede de tre foreninger at gå hver til sit, og mens de to andre foreninger skiftede navn, besluttede fodboldafdelingen, at fortsætte med HSK-navnet.

I anledningen af foreningens 100 års jubilæum er logoet, der blev lavet i 2005, så blevet re-designet, så det afspejler klubbens historie. Logoet kommer således til at pryde klubbens nye dragter, der ventes klar til maj. Tidligere var klubben sponseret af Adidas, men da denne aftale udløb ved årsskiftet, besluttede man at takke ja til et samarbejde med Hummel.

Jubilæet markeres i slutningen af juni over en hel uge, hvor der løbende bliver præsenteret spændende aktiviteter for jubilæumsugen. Allerede nu er der afsløret, at OldBoys landsholdet gæster Hadsten, hvor de skal møde holdet der spillede HSK Fodbold i Jyllandsserien tilbage i 2009.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler