Hadsten kan ikke prale af mange spillere på liganiveau, hvor det indtil nu har været Maria Fisker, der har tegnet sig for den del, men fra den kommende sæson bliver Aia Høgh Raadshøj, en del af ligatruppen i Randers HK.
Rent faktisk har hun allerede fået et par kampe i denne sæson på ligaholdet i Randers HK, men fra den kommende sæson, er hun fast del af holdet, og det er noget, som den talentfulde venstre back ser frem til. Hun er dog også godt klar over, at der bliver kamp om at få spilletid, men er klar til at tage kampen op.
“Jeg har fået spilletid i to kampe, så jeg har allerede en fornemmelse af, hvad det vil sige, men det er klart, at der venter en kæmpe opgave foran mig. Første gang jeg løb på banen i en ligakamp var bare stort, og klart noget der har givet mod på mere. Det svære i at rykke op, er nok mest det mentale, fordi nu skal der leveres hver gang på øverste hylde, og ellers ryger man jo ud på bænken”, siger Aia til ByensNyt.dk.
“Jeg er bevidst om, at det måske bliver begrænset med spilletid, i hvert fald i angrebet, men omvendt så tror jeg på min chance, og vil gøre alt for at få så meget spilletid som muligt i både forsvar og angreb”
Det hele startede for Aia i HSK Håndbold, der nu er blevet til Hadsten Håndbold, og hun vil bestemt ikke afvise, at hun en dag er at finde på deres 1. divisionshold, men lige nu, skal ligadrømmen have en chance. Ud over håndbold går hun på Statsgymnasiet i Randers, og det levner ikke meget tid til andet end skole, håndbold og lektier.
“Der er ingen tvivl om, at vil man spille liga, så er der en masse afsavn, fordi vi træner rigtigt meget, og så kommer der kamp en-to gange om ugen. Når der så også lige skal laves lektier og styrketrænes, så er tiden ved at være brugt. Jeg prioriterer dog også, at der skal være tid til kæreste, familie og venner, men det er noget stramt”, kommer det med et smil fra Aia, der efter 3. G regner med at holde et par års sabbat, så der bliver mere tid til håndbold, men også et arbejde, så der kan komme lidt kroner på kontoen.
“Jeg er færdig næste år med gymnasiet, hvilket jeg ser frem til, fordi det er helt sikkert hårdt til tider, også fordi at jeg ikke er en del af Team Danmark, så jeg kan ikke gøre det over fire år. Jeg ser også frem til, at kunne få et arbejde, så der kan komme lidt kroner ind, og så give håndbold endnu mere fokus, og så må jeg se, hvor langt det kan bære. Jeg har ikke gjort mig de store tanker endnu, så jeg tager det lidt som det kommer”
Om Aia og resten af Randers HK får flere kampe inden sommerferien, er der stadig ikke taget stilling til fra Divisionsforeningens side, men som tiden går tyder meget på, at det næppe bliver til mere end afslutning på grundspillet, og nok et farvel til slutspillet.