I går kom det frem, at 1. division er indstillet frem til 23. november, så lige på den front, er der ikke meget at glæde sig over i klubben. Til gengæld er støtten stadig markant uden for banen, og det har afstedkommet to gode nyheder.
Hadsten Håndbold har nemlig både forlænget et sponsorat og samtidig hentet en hel ny sponsor til klubben, så mens det ser lidt mere broget ud, inden for stregerne, så er der stadig god opbakning til klubben, uden for stregerne.
Byens VVS, der er ejet af Lars Nonbo, som har til huse på Mågevej i Hadsten, har netop forlænget deres sponsorat med klubben, således at de også er synlige i denne sæson. Lars Nonbo har været sponsor for klubben i mange år, og kommer i år på trøjerne på klubbens store U11 årgang, hvor der er godt 70 piger og drenge tilmeldt.
Bogormen Hadsten er ny partner i klubben, og de bliver både synlig i hallen, og har samtidig tegnet et personligt sponsorat med Josefine Thorsted, der spiller højre fløj på klubbens 1. divisionshold.