Søndag eftermiddag kom der to point på kontoen, da Hadsten Håndbold besejrede AGF Håndbold i kvindernes 1. division med 28-19, hvor kampen reelt var afgjort allerede ved pausen, hvor det stod 17-7.
Første halvleg var tæt på opvisning fra Hadsten Håndbolds side, og der skulle gå hele 13 minutter, før gæsterne fra Aarhus fandt vej til netmaskerne, og den del af kampen kunne man kun være tilfreds med. Efter pausen så det i lang tid også fornuftigt ud, uden at nå samme højder som første halvleg, men i de sidste 10-15 minutter, blev der slækket på koncentrationen, hvilket gjorde sejren knapt så prangende.
“Jeg havde bestemt ikke regnet med, at vi ville vinde så overbevisende, men det er vores fortjeneste, fordi vi spiller klogt og direkte, og så knuser vi dem med vores fysik, og der går jo næsten et kvarter, før de scorer det første mål. På det tidspunkt er kampen vel tæt på afgjort, så en meget koncentreret indsats i hovedparten af kampen”, konstaterer Mathias Broløs over for ByensNyt.dk efter kampen.
Han medgav dog også, at afslutningen på kampen var mindre god, men fortæller at trænerteamet havde talt om, at det godt kunne ende på den måde.
“Anders (Faber, assistenttræner for Hadsten Håndbold, red) og jeg havde godt talt om i pausen, at det godt kunne ske, at vi ville gå ned i kadence. Det er nok vilkårene for sådanne kampe, hvor man er så meget foran, at man bare skal igennem kampen, og samtidig fik vi også muligheden for at skifte meget ud. Jeg er ikke tilfreds med måden vi slutter kampen af på, hvor de får scoret fem nemme mål, det er selvfølgelig ikke ok”, lyder analysen fra cheftræneren.
Næste kamp for Hadsten Håndbold er på fredag, hvor de på udebane møder Ringkøbing Håndbold i en direkte duel om 2. pladsen.