At det i sin tid gav god mening at lægge HSK Håndbold og HIF sammen til én håndboldklub, var de fleste vist enige om dengang, og i dag ser man i den grad, hvorfor det var så god en ide. Hadsten Håndbold vokser og vokser, og er i dag en af landets største håndboldklubber.
Forleden kom medlemstallene opgjort af DGI og DIF for 2022, og her kunne man læse, at Hadsten Håndbold havde fået 50 flere medlemmer end i 2021. En vækst på lidt over 8 procent, hvilket må siges at være ganske imponerende, og et samlet medlemstal på 659 personer.
Klubben skriver på deres facebookside, at de tilmed har så mange medlemmer, at 40 procent af dem der spiller håndbold i Favrskov Kommune, spiller i Hadsten Håndbold.













