13. marts 2026

Hadsten Håndbold møder ligahold i pokalturneringen

Efter en mindre kamppause, står den atter på håndbold i Vestjysk Bank Arena for Hadsten Håndbolds 2. divisionshold.

Tirsdag aften står den på pokalhåndbold i Vestjysk Bank Arena, hvor hjemmeholdet skal på en særdeles svær opgave.

I 5. runde af pokalturneringen kommer kvindeligaholdet HH Elite på besøg, og det virker på forhånd som en “mission impossible” for Hadsten Håndbold. Det vil være en mindre sensation, hvis holdet fra Horsens, der lige nu indtager 10. pladsen i Bambuni Kvindeligaen, bliver sendt ud af turneringen, men muligheden er naturligvis til stede. Horsens-mandskabet har flere landsholdsspillere på holdkortet, fra både Holland og Sverige, og trænes af Jakob Larsen, der tidligere har trænet Nykøbing Falster Håndbold.

Hadsten Håndbold kæmper en tæt kamp i 2. division om oprykning til 1. division, hvor holdet lige nu indtager 3. pladsen med seks point, mens AGF, der ikke kan rykke op, er på 1. pladsen med 8 point.

Kampen starter klokken 19.00, og der er som altid gratis entré.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler