På denne tid af året, hvor det er koldt og oplagt til indendørs idræt, plejer hallerne i Hadsten at være fyldt med blandt andet håndboldspillere i alle aldre. Hallerne er som bekendt lukket, så håndboldspillerne er i stedet sendt ud for at gå, hele vejen til Barcelona såmænd.
Og nej, de kommer ikke fysisk til Barcelona, men planen er, at de unge og deres forældre skal gå eller løbe ture, der så sammenlagt bliver til distancen helt til Barcelona. For hver kilometer får klubben 3 kroner, der er sponsoreret af Super1 Rent, der ejes af Jesper Blak. I skrivende stund er der blevet gået og løbet, hvad der svarer til et stykke ned i Tyskland, så de er godt på vej.
“Jeg faldt over et opslag hvor DGI satte fokus på aktivitet og bevægelse i nedlukningsperioden og herfra opstod ideen så, sammen med Jesper, som også var hurtig til at byde ind med en donation pr. km vi gik i løbet af Februar. Vi er jo meget kede af ikke at kunne dyrke vores fællesskab lige nu, men på denne måde kan vi dyrke det hver for sig, mens vi får noget aktivitet og bevægelse arbejdet ind i det”, fortæller Simon Olsen, der er Salgs- og Eventchef i Hadsten Håndbold til ByensNyt, og tilføjer, at pengene falder på et tørt sted:
“At Jesper og Super1Rent så oveni vil donere lidt pr. km er jo et kæmpe plus, fordi 1 år med restriktioner bestemt også kan mærkes på foreningsøkonomien. Men den grundlæggende målsætning er egentligt at få børn, unge og voksne til at bevæge sig noget mere i nedlukningsperioden. Så er vi også helt klar når vi åbner igen”.
Undervejs kommer der historier omkring flere af de VM-spillere fra Danmark og deres klubber, som passeres undervejs, til turens endestation, Barcelona, hvor målmand Kevin Møller samt fløjspiller Casper U. Mortensen holder til.
Fortsat god tur, ønskes I af ByensNyt 🙂