Det så til en start ikke ud til, at de nye restriktioner der trådte i kraft i mandags, kom til at omfatte kvindernes 1. division, men ved en nærmere granskning af regelsættet er det kommet frem, at både kvindernes og herrernes 1. division er suspenderet foreløbigt.
Kampprogrammet er sat på pause indtil 23. november, grundet at man alligevel ikke betragter 1. division som en professionel række, til trods for at flere af klubberne har både heltids og deltids professionelle spillere, mens andre har folk ansat i administrationen.
Med beslutningen følger også, at holdet ikke må træne mere end ti personer ad gangen, hvilket gør det svært at opretholde den sædvanlige træning, og det ærgrer naturligvis Hadsten Håndbold.
“Det virker lidt håbløst lige nu. 1. division er ligeså meget en del af professionel idræt som Ligaen er. Vi spiller under samme regelsæt, fastlagt af både DHF og sågar EHF-regler. 8-9 ud af 12 klubber er kontraktklubber, og over halvdelen har ansatte i administrationen, så jeg er lige nu noget uforstående over for beslutningen”, lyder det fra Simon Olsen, der er Salgs og Eventchef i Hadsten Håndbold til ByensNyt.dk.
Hadsten Håndbold kan i stedet glæde sig over, at de lige nu indtager 2. pladsen i 1. division, og det kommer de så til, et stykke tid endnu.