Efter denne sæson skal Hadsten Håndbolds 1. divisionshold have ny træner, da den nuværende, Mathias Broløs, efter fire sæsoner i trænersædet i Vestjysk Bank Arena, forlader klubben for at søge nye udfordringer.
Klubben understreger på deres hjemmeside, at det hele er foregået i fred og fordragelighed, og efter et ønske fra begge parter. Formand for klubben, Lasse Mortensen, er ked af afskeden, men mener også det måske er tiden for begge parter til at prøve noget nyt.
”Vi har været helt vildt glade for Mathias i klubben, og hans store arbejde hen over de sidste 4 sæsoner. Han har været med til at ligge på, og stabilisere os i endnu højere grad i 1. division, været med til at udvikle set up, skabt et stærkt træningsmiljø og et stærkt udviklende miljø, som også er gået videre ud end bare omkring 1. divisionsholdet. Mathias er måske også ved at vokse ud af Hadsten Håndbold, fordi han har udviklet sig så meget henover de 4 år også, og da vi så måske begge havde en lyst til at prøve noget nyt, så blev vi enige om at dette bliver sidste sæson sammen, selvom vi som klub kommer til at savne Mathias”, fortæller Lasse til klubbens hjemmeside.
Mathias Broløs stemmer i omkring et ønske om at prøve sig selv af i et andet set up, og måske på højere niveau.
”Når jeg ikke tager en sæson mere, så er det fordi det er tid til at prøve noget nyt i min trænerkarriere. Jeg ser det som et naturligt skridt, at efter 4 sæsoner i en god klub, er det tid til at udviklingen kan fortsætte hos mig selv og hos klubben. Jeg har haft en super god tid i Hadsten Håndbold, også udenfor banen, men tiden er til at prøve noget nyt, både fra min og klubbens side”, fortæller Mathias og fortsætter:
”Jeg har personligt været glad for den udvikling jeg har været igennem over alle årene, og det skyldes i høj grad rammerne omkring mig – Hadsten som håndboldklub har været ret fantastisk. Som jeg har sagt før, så er der en masse mennesker som ønsker klubben det bedste, og på bedste vis overføre det til de forskellige medlemmer, så der kommer en fed følelse af sammenhold, helt fra start på ungdomsholdene.
Jeg er både blevet fascineret af det, men også fra start inspireret til at bidrage alt hvad jeg har kunnet, til at klubbens værdier har skinnet igennem på det hold jeg har arbejdet med”, udtaler cheftræneren.