22. september 2021

Helle Walentin indstiller karrieren på håndboldbanen

Hun har været forbi Kvindeligaen i slut 00’erne i Horsens, men ellers er Helle Walentin nok mest kendt for at være en af 1. divisions bedste spillere igennem det seneste årti. 

Hun har spillet mange år i Bjerringbro, hvor hun også en sæson blev topscorer for hele 1. division, og var med til at drille mange professionelle klubber, inden hun de sidste år har spillet hos Hadsten Håndbold og i denne sæson igen var med til at drille de etablerede kommercielle klubber som EH Aalborg, SønderjyskE og ligaoprykkerne fra Ringkøbing Håndbold. Nu er tiden dog kommet for den 34-årige playmaker til at lægge håndboldskoene på hylden.
 
”Jeg vil gerne have mere tid med familie og venner. Der er brugt mange timer på håndbolden igennem årene, og at jeg har spillet på dette niveau, efter vi har fået børn, er kun fordi min mand har bakket mig omkring min håndbold”, fortæller Helle.  

Igennem så mange år på højeste niveau, kommer der også nogle store oplevelser undervejs og der er nogen hun stadig husker i dag.
 
”Vi havde en sæson i Bjerringbro hvor vi lå nummer 1 i en længere periode og spillede nogle gode kampe, hvilket var fedt. Vi skulle jo egentligt bare drille de gode hold, og det lykkes vi med rigtig godt i den sæson. Det er lidt det samme i denne sæson, hvor vi lå nummer 1 over en længere periode, og vinder med 12 mål over Aalborg på hjemmebane. Det er virkelig fedt at være med til, i en mindre klub at drille de store klubber”, fortæller playmakeren. Hun fremhæver bl.a. Bjerringbro, DHG og Hadsten Håndbold, som tre foreninger der over en årrække kontinuerligt har drillet de kommercielle klubber, på trods af langt mindre budgetter, og et rent foreningsdrevet koncept.

Hun kommer til at savne flere ting, når hun efter kampen mod Randers i morgen, ikke skal sætte sig op til en kamp igen på højeste niveau.
 
”Fællesskabet, helt sikkert. Den klubånd der er i de klubber jeg har været i, bliver mærkelig at skulle undvære, fordi det i så mange år har været en kæmpe del af mig. Pigerne kommer jeg til at savne rigtig meget.  
Og det kompakte program man altid har, fordi man arbejder, har familie og skal afsted til håndbold, det bliver også underligt ikke at have på samme måde længere.”

Foto: Erik Laursen

Skal træne Trille Trolle efter sommerferien

Helle vil også blive savner på banen og omkring holdet, fortæller cheftræner Mathias Broløs.
 
”Helle har i denne sæson vist mange flotte eksempler på hendes store rutine og kvaliteter, og har uden tvivl været en stor gevinst for os både på og udenfor banen. Derfor er det også ærgerligt, at vi må undvære Helles kompetencer til den kommende sæson. Jeg har fuld respekt for hendes beslutning om at sige stop – jeg satser dog på at se hende i hallen en gang imellem. 
Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Helle og hun fortjener alt anerkendelse og at blive husket for en utrolig flot karriere”. 

I stedet er der nu plads til andre ting i livet, som har måtte vige pladsen i nogle år hvor håndbolden har været i større fokus.
 
”Familien skal passes lidt mere nu, jeg har også nogle børn der gerne vil til at gå til nogle forskellige ting. Og så har jeg jo sagt ja til at være Trille Trolle træner, så helt væk fra hallen kommer jeg ikke. Det ville også være mærkeligt efter så mange år i hallerne at stoppe helt med at komme her”, slutter Helle af. 

Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler

Vejret i 8370

Hadsten
overcast clouds
11.2 ° C
13.1 °
10.6 °
93 %
5.3kmh
100 %
tirs
11 °
ons
19 °
tors
14 °
fre
14 °
lør
17 °