27. juli 2024

Schmidt og Co. er med til at skabe kultur i Hadsten Håndbold

Hadsten Håndbold har de seneste år oplevet en markant medlemsfremgang, hvilket har resulteret i, at man er blandt de største klubber i Danmark. Samtidig har klubben også et succesfuldt 1. divisionshold, og kombinationen af bredde og elite ligner lige nu et perfekt match.

I uge 42 var der håndboldskole for flere af ungdomsårgangene i hallerne i Hadsten Kultur og Idrætscenter, og her var det blandt andet Stine Schmidt og Sofie Hakala, der til dagligt spiller på klubbens 1. divisionshold, der stod for træningen fra mandag til fredag. Det illustrerer meget godt, hvilken retning der er Hadsten Håndbold gerne vil i, nemlig at få elite og bredde til at gå hånd i hånd.

“Vi er helt klart en breddeklub, og det er dem vi satser på, men når det så er sagt, så vil vi også gerne rumme eliten, og kan vi få de to ting til at komplimentere hinanden, hvilket jeg synes vi kan, så kan det ikke blive meget bedre. Vi oplever, at spillerne på 1. divisionsholdet gerne vil tage del i klubben, og bidrage de steder det giver mening. Det har den positive effekt, at de unge spillere, begynder at få forbilleder i klubben, og har nogle de kan se op til, hvilket måske på sigt kan være med til at skabe ambitioner om selv at blive en del af 1. divisionsholdet”, fortæller Simon Olsen, der er Event og Salgschef i Hadsten Håndbold til ByensNyt.dk.

Simon beretter om, at spillerne på 1. divisionsholdet er meget bevidste om deres rolle i forhold til resten af klubben, og at det fællesskab der er i Hadsten Håndbold er med til, at fastholde spillerne i klubben, til trods for at der har været bud efter flere af dem på liganiveau.

“Jeg har selv GOG som et af mine forbilleder i forhold til kultur, fordi det er en klub, hvor der er plads til alle, og hvor alle, også ligaspillerne, hjælper til med at få tingene til at fungere. Er der en U12 kamp der går 20 minutter ind i ligaherrernes træningstid, så bliver der ikke stillet spørgsmålstegn ved det, og det er den retning vi stiler i mod”

Schmidt: Helt naturligt at være en del af håndboldskolen

Stine Schmidt var med i fem dage i uge 42 på håndboldskolen, hvor hun nød at dele ud af sin viden og se, at der faktisk blev lyttet efter, og at hun kunne være med til at rykke spillernes udvikling.

“Jeg kan jo selv huske, hvor fedt det var, da jeg selv var i den alder, når der kom nogle af dem jeg selv så op til, og delte ud af deres viden, så jeg ser det som noget helt naturligt, at være en del af håndboldskolen. Jeg kan jo også se, at nu begynder mange af dem og komme og sige hej, og spørge hvordan man gør det og det, hvorefter jeg kan vise dem det. Det er helt sikkert med til at skabe en god kultur, og jeg er bare så glad for, at jeg kan være en del af det”, kommer det storsmilende fra Stine Schmidt der tilføjer:

“Det var en god måde at bruge uge 42 på, det var også hårdt, når man så lige skulle på arbejde bagefter, og efterfølgende hjem og planlægge næste dag, men det var det hele værd og med til at vise, at vi ikke er farlige”

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler