14. juni 2025

Walentin stopper mens legen er god – og på toppen

I går aftes sluttede en lang og flot håndboldkarriere for Helle Walentin, der de sidste år af sin tilværelse som håndboldspiller, har slået sine folder på Hadsten Håndbolds 1. divisionshold.

Kampen var mod Randers HK i Santander Cuppen, hvor det blev til et 21-32 nederlag til Hadsten Håndbold, men det var ikke det der var i fokus for Helle Walentin i går. Det var mere det faktum, at hun for sidste gang, har trukket håndboldtrøjen over hovedet på topplan, efter en karriere der har budt på mange gode oplevelser. Blandt ligahåndbold i Horsens, og en lang periode i Bjerringbro, inden hun sluttede af med tre sæsoner i Hadsten, hvor hun også bor sammen med sin mand og to børn.

Netop det med mand og børn har været en af grundene til, at det nu var tid til at stoppe, men det har også været vigtigt for Helle, at hun stoppede, mens hun stadig var med i startopstillingen, hvor det trods alt er sjovest at være.

“Jeg har det nok sådan, at man skal stoppe mens legen er god, og nu stopper jeg på toppen, mens jeg stadig er med, hvor det er sjovt, i stedet for at tage en sæson mere, hvor jeg måske kommer til at sidde mere på bænken. Der ud over synes jeg også, at det er tid til at prioritere min familie noget mere, så det giver rigtig fin mening, at sige stop nu”, kommer det fra den elegante playmaker, der startede karrieren i Viborg HK.

Gennem tiden har der været mange gode oplevelser, og fra denne sæson står kampene mod EH Aalborg og Ringkøbing stærkest, hvor det blev til en hjemme og udesejr.

“Jeg har mange gode minder fra min karriere, som jeg vil huske tilbage på med glæde, og fra denne sæson er det uden tvivl vores kamp på hjemmebane mod EH Aalborg, som vi slog sikkert, og kampen ude mod Ringkøbing står også højt på listen, som en af de kampen der fortæller, hvorfor man spiller håndbold”, fortæller Helle og tilføjer:

“Jeg kan se tilbage på mange gode år i forskellige klubber, som har givet gode venskaber og oplevelser, så der er mange ting personligt, jeg kan tage med mig. Jeg kommer til at savne pigerne på holdet og alt det sociale, som har fyldt meget, og som har været med til, at gøre det sjovt at spille, så det bliver helt sikkert noget, jeg kommer til at savne”

Helle Walentin stopper dog ikke helt i klubben, da hun har sagt ja til, at træne klubbens Trille Trolle hold efter sommerpausen.

Her på ByensNyt takker vi for oplevelserne, og ønsker Helle held og lykke fremover.

Foto: Erik Laursen
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler