18. november 2025

Unik Begravelse: Ingen skal herfra alene

Døden er ofte et svært emne at tale om for mange, og nogen har slet ikke nogen at tale med det om. De ender i mange tilfælde med at blive begravet eller bisat uden andre deltagere end præsten, bedemanden og kirketjeneren, hvilket en Facebookgruppe forsøger at lave om på.

Langt de fleste har familie og venner der deltager i begravelsen, når man engang skal herfra, men desværre sker det også fra tid til anden, at personer bliver begravet alene. Det forsøger en Facebookgruppe, oprettet af Brancheforeningen for danske bedemænd, nu at komme til livs. Her kan man blive medlem, hvis man har tid og lyst til at deltage i begravelser i ens nærområde, hvor bedemanden vurderer, at der ellers ikke vil være nogle deltagere.

En af de bedemænd, der følger gruppen er Mette Marie Nikolajsen, indehaver af Unik Begravelse i Hadsten, og hun håber at flere i Hadsten vil tilmelde sig gruppen.

“Der er kommet en Facebookgruppe der hedder Bliv Afskedsven, som har til formål, at sørge for, at ingen skal herfra alene. Vi er jo som udgangspunkt sociale som mennesker, og jeg kan ikke forestille mig noget mere ensomt, end hvis ingen deltager i ens begravelse. Der kan være mange grunde til, at man er endt med at der er ikke er nogen der deltager i begravelsen, men jeg tror simpelthen ikke på, at nogen ønsker at blive begravet helt alene. Derfor er der nu kommet denne gruppe, hvor man kan melde sig ind, hvis man gerne vil deltage i en begravelse i ens nærområde, hvor der ike er pårørende til den afdøde”, siger Mette Marie Nikolajsen til ByensNyt og forklarer videre om, hvordan det foregår:

“Jeg kan som bedemand lave et opslag i gruppen om, at jeg har en begravelse i Hadsten på en pågældende dato, og så kan man melde ind, hvis man har tid og lyst til at deltage. Så kan man være med til at gøre en forskel, og sikre at der var deltagelse til bisættelsen. Det er virkelig trist at være med til en bisættelse, hvor kirken er tom, så her er der skabt en platform, hvor man kan gøre en forskel for et andet menneske”.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler