Efteråret er landet, og er der noget, som fuldt ud emmer at netop denne årstid, må det være græskar, som kan anvendes til alt fra udhuling og dekoration til madlavning.
På Højagervej 1 i Farre finder man et væld af forskellige græskar i alverdens farver, størrelser og former, som kan købes med hjem: den perfekte efterårsaktivitet for både store og små.
Mette Birk Larsen og Esben Møller bor på adressen og står bag GroGræskar, hvor det altså er dem selv, som både dyrker og sælger græskarene. Mette forklarer naturligt, hvordan hendes mands interesse for dyrkningen af græskar startede i begyndelsen af 2000’erne, da han var på et udlandsophold i USA, hvor Halloween-traditionen altså var meget større end i Danmark. Esben hjalp til på et landbrug derovre, hvor der blev dyrket græskar, hvilket vakte hans begejstring. Han valgte at tage interessen med sig hjem, så da Esben vendte retur til Danmark, begyndte han dyrkningen af græskar på sine forældres gård. Disse solgte han på Torvet i Silkeborg.
Efter at have været lidt væk fra græskardyrkningen tog Esben interessen op igen, og han mødte Mette og fik to børn, som også tog hobbyen til sig. Mette fortæller, hvordan det er vigtigt for parret at vise børnene, at “…man kan dyrke jorden”.
“Det kan man ikke sælge”, siger Mette som værende den første tanke omkring græskarudsalget.
Dette har dog vist sig at være alt andet end rigtigt. Indkørslen i Farre, hvor græskar ligger i trillebøre og pallerammer, ser yderst indbydende ud, og andet efterårspynt bidrager også til den hyggelige stemning, som tiltrækker kunder fra nær og fjern.
“Folk kommer fra både Skanderborg, Ans og hele oplandet”, fortæller Mette, og hun glæder sig også over de mange faste kunder, der besøger og støtter år efter år og gang på gang bliver overraskede over det store udvalg.
“Ej, hvor er det flot”, er et udsagn, Mette husker at have hørt mange gange fra kunderne.

Det er dog ikke kun de mange tusinde græskar, der dyrkes, som bliver solgt. Honning fra egen avl samt hyggelige græskar-formede perleplader er også at finde, og netop perlepladerne er et symbol på, at hele familien tager del i hobby-virksomheden. Mette forklarer, med en tydelig entutiasme, hvordan parrets børn også tager del i projektet og synes, det er sjovt.
Hun beskriver også, hvordan de, netop for sjovs skyld valgte, at forsøge sig med dyrkningen af nogle kæmpegræskar på op mod 30-40 kilo i år.
Dog kan man altså også købe små pyntegræskar samt spaghetti- og hokkaidogræskar som er spiselige. Priserne er i bund, idet de mindste pyntegræskar koster bare 6 kroner per styk, mens et almindeligt Halloween-græskar koster 25-30 kroner. Man betaler med enten MobilePay eller kontanter, og der er høflig selvbetjening, hvilket betyder, at udsalget på Højagervej 1, 8472 Sporup er åbent døgnet rundt.

Spørger man Mette, hvordan fremtiden for GroGræskar ser ud, fremlægger hun et ønske om en dag at råde over marker med pluk-selv-græskar, hvor kunderne selv kan gå på opdagelse og få en fornemmelse af dyrkningen. Om dette initiativ bliver stablet på benene, må fremtiden vise.












