11. februar 2026

Birgit Marie Christensen går til valg på faglighed og lighed i sundhed

Efter snart otte år i regionsrådet genopstiller Birgit Marie Christensen (S) til valget den 18. november. Hun bor i Søften og er uddannet sygeplejerske. I 15 år arbejdede hun på Hammel Neurocenter, hvor hun både mødte patienter og pårørende tæt på – erfaringer, der i dag præger hendes politiske arbejde.

Vejen ind i politik

Det var andre, der først pegede på Birgit Marie Christensen som kandidat til regionsrådet i 2017. Flere mente, at hendes mange års erfaring som sygeplejerske og leder i sundhedsvæsenet ville være et stærkt bidrag til regionsrådet. Den opfordring tog hun til sig, og i dag ser hun sin sundhedsfaglige baggrund som et vigtigt fundament i hendes politiske virke.

”Jeg blev anbefalet at stille op, og det gik jeg og tænkte lidt over. På det tidspunkt var sundhedsområdet 85 procent af arbejdet i regionsrådet: hospitaler, speciallæger og sociale institutioner. Det fylder stadig det meste, og det var det, jeg ville bidrage til,” fortæller hun.

Som nyvalgt gik hun hurtigt i gang med at tale med borgere og medarbejdere – og mærkede, at hendes erfaring fra sundhedsvæsenet kunne bruges direkte i det politiske arbejde.

Psykiatrien skal styrkes

Et gennemgående tema for Birgit Marie Christensen er lighed i sundhed. Hun mener, at psykisk og fysisk sygdom skal behandles med samme alvor:   

”Forholdene for psykisk syge er i højere grad blevet sidestillet med forholdene for fysisk syge. Det er vigtigt, at man får lige gode forhold, uanset om man er psykisk eller fysisk syg. Men vi må være bedre til at gribe ind noget før – især i forhold til børn og unge,” siger hun.

Hun peger på de 50 nye sengepladser i psykiatrien og de ekstra midler, der er sat af, men understreger, at pengene i sig selv ikke er nok:

”Der er bevilget mange penge til psykiatrien. Vi skal have lavet noget mere nytænkning indenfor psykiatrien for at komme i mål med det, vi gerne vil. Med at få ventetiden nedbragt – især med børn og unge, der har brug for psykiatrisk hjælp. Men vi skal også ud i kommunerne og have dem fanget noget før. Det skal gå noget hurtigere, i stedet for at man er meget syg, før man får hjælp. For så tager det også længere tid at blive rask – det gælder både fysisk og psykisk sygdom,” siger hun.

Borgerinddragelse og arbejdsmiljø

En anden mærkesag er borgerinddragelse. Hun ønsker, at borgerne i højere grad bliver hørt i beslutninger, der vedrører deres sundhed. Samtidig understreger hun, at medarbejdernes trivsel er afgørende:

Vi har flere, som ikke kan udfylde en hel arbejdsdag. Dem skal vi finde opgaver til, så de stadig kan bidrage. Det er en samfundsopgave. Alle kan yde lidt,” siger hun.

Hun fremhæver også, at opgaver og ressourcer skal stemme overens, hvis sundhedsvæsenet skal fungere godt.

Sundhedsreformen i fokus

I den kommende valgperiode vil Birgit Marie Christensen især arbejde for, at den nye sundhedsreform kommer godt i gang. Hun håber at få plads i forretningsudvalget, hvor hun kan få større indflydelse.

Det vigtigste for mig er at få sundhedsreformen til at fungere rigtig godt. Det er vigtigt, at der kommer faglighed med i de nye sundhedsråd. Jeg har fagligheden både fra regionsrådet og fra mit arbejde,” understreger hun.

Hun peger også på, at teknologien kan udnyttes klogere, så sundhedstilbud i højere grad kan komme tættere på borgerne. For nogle patienter kan teknologiske løsninger erstatte unødvendige indlæggelser og skabe mere fleksible forløb.

Et valg om sundhed

For hende er det helt afgørende, at vælgerne ser, hvor meget regionsrådet betyder for deres hverdag:

Regionsrådsvalget handler om vores sundhedsvæsen. Hele vores sundhedsvæsen ligger i regionens hænder – og det overrasker faktisk folk, når man taler med dem. Jeg vil gerne arbejde mere for, at vi får sat fokus på forebyggelse frem for kun behandling,” siger hun.

Hun understreger, at overgangen mellem hospital, kommune og egen læge skal opleves gnidningsløs for borgerne:

Det skal fungere som en helhed, hvor alle parter naturligvis samarbejder og kender hinandens planer,” forklarer hun.

Relaterede artikler