20. maj 2025

Søften Revyen vil i år levere en “Kongerevy”

Der er tryk på kedlerne hos Søften Revyen, der lige nu arbejder på højtryk for at blive klar til dette års revy i Søften

I august blev der åbnet for billetsalget i forbindelse med sportsfesten. Allerede efter 45 minutter var ca halvdelen af billetterne revet væk, og med 3 uger til premieren er knap 90% af alle forsalgsbilletter revet væk. Det er dog stadig muligt at skaffe sig en billet til finaleaften lørdag, d. 9. november. Man skal dog ikke vente for længe, for den populære revy forventer udsolgt igen i år. Og skulle der blive udsolgt så er der altid mulighed for at købe en billet til generalprøven 2. lørdag kl. 13.00 i døren.

I mellemtiden er der fuldt tryk på forberedelserne inden premieren til november Truppen tæller ca. 30 frivillige, der alle har vigtige opgaver for at revyen bliver afviklet med succes.

Backstagefolk hamrer, saver og kreerer de mærkeligste ting. Lyd- og lysfolk planlægger opsætningen. Køkkenet gør klar til forplejningen til truppen. De farvestrålende kostumer bliver syet, tilrettes og prøves på. Suffløren redigerer tekster. Musikere arrangerer de tekster der bliver leveret af tekstforfatterne.
Billetterne trykkes og sælges. Mad og drikkevarer købes. Barpersonale hyres. Forsamlingshusets bestyrelse koordinerer arbejdet med bespisning, borddækning, indkøb, servering og praktisk afvikling af revyen. Og sådan kører den velsmurte Søften Revy-Maskine for 44. gang

Søften Revyens Jesper Winther

En kongerevy: Fornyelse og tradition

Truppen tæller i år hjemvendte kræfter på scenen.  Lokale Thomas Hansen og Dorte Sterndorff er tilbage på de skrå brædder. De flankeres af Jesper Winther, Søren Møller, Louise Falkenstrup og Kirstine Thougaard Kristensen, der alle har spillet revyen i 2023. Instruktør Allan Jespersen har holdt en pause fra revyen i 2023 – men han er tilbage i storform til årets revy.

På orkesterhylden er de på plads med besætningen der i år består af nye kræfter på to af pladserne . Anders Dahl og Poul Erik Mortensen der er de nye kræfter samt Peter Buus Thomsen og Carsten Krogh der har været fest bestanddel af revyorkesteret i en årrække.

Det er en stor flok, som løfter revyen. Flere har været med i mange år og bidrager stadig til det fællesskab og den gode oplevelse, som byen får via revyen.

Overskuddet går udelukkende til byens forsamlingshus. I 2023 bidrog byens festglade publikum til overskuddet på over 15.000 kr, der ubeskåret gik til vedligeholdelse af byens forsamlingshus. Overskuddet går igen i 2024 til forsamlingshuset

Der venter tilskuerne en sjov, underholdende revy drevet af lokale kræfter. En kongerevy, som truppen selv har kaldt den. Den har gode tekster, god musik og bliver fremført på professionel og formen vis – knæk og bræk og god fornøjelse!

Du finder ByensNyts anmeldelse af sidste års Søften Revyen her: Søften Revyen spiller for fulde huse.

———————————————————–

Den traditionsrige Søften-revy spiller for 44. gang i november.

Spilledatoer
Lørdag, d. 2. november 13:00 Åben Generalprøve (billetter i døren)
Lørdag, d. 2. november 16:00 Premiere (Meget få billetter)
Tirsdag, d. 5. november (Meget få billetter)
Onsdag, d. 6. november (Meget få billetter)
Fredag, d. 8. november (Helt udsolgt)
Lørdag, d. 9. november (Ledige billetter)

https://soeften-revyen.dk/

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler