Jonas Helbo Lund og Tobias Rask Kristoffersen fra Team Favrskov Håndbold er kåret til Årets Unge Ildsjæle i DGI Østjylland. Det blev offentliggjort ved en prisuddeling på årsmødet torsdag aften.
”Drengene har med overbevisning stået for ”Håndbold for SJOV”, som er træning for de mindste børn og deres forældre.”
Sådan lød det i indstillingen af Jonas Helbo Lund og Tobias Rask Kristoffersen til DGI Østjyllands pris Årets Unge Ildsjæle 2023. Nomineringen kom fra Ole Busk Henriksen, der er formand for Team Favrskov Håndbold, hvor Jonas og Tobias udover trænerarbejdet også spiller på U15-holdet.
Tidligere på måneden kunne ByensNyt skrive, at de var indstillet til prisen sammen med 11 andre kandidater. Men nu har de altså taget titlen og kan kalde sig for Årets Unge Ildsjæle. Det skriver DGI Østjylland, der uddelte prisen torsdag aften på deres årsmøde i DGI Huset Aarhus. Med prisen følger et gavekort på 5.000 kr., som er øremærket til en styrkelse af foreningen.
De to trænere blev tidligere overrasket med prisen under en håndboldkamp til stor glæde for alle i hallen. De fortalte herefter om fordelene ved deres frivillige arbejde, hvor Tobias Rask Kristoffersen især lagde vægt på det stærke fællesskab.
”Vi har det megagodt, og det er megafedt at have det her hold sammen. Det styrker vores venskab og sammenhold,” lød det. Og passionen for håndboldtræning står til at vare ved mange år endnu:
”Jeg drømmer om at få en dreng og skulle træne hans hold, når jeg bliver stor, og se ham kæmpe rundt på banen, ligesom vi gør i dag,” fortæller Jonas Helbo Lund.
Popularitet, udvikling og medlemsfremgang
”Håndbold for SJOV” er ifølge indstillingen gået fra 24 til mere end 67 medlemmer på én sæson. Gennem forberedelse og afvikling af træningen har Jonas Helbo Lund og Tobias Rask Kristoffersen skabt en familieaktivitet til glæde for de 3 til 5-årige og deres familier. Hos Team Favrskov Håndbold er man glade for drengenes værdifulde arbejde. De har tiltrukket familier, der ikke tidligere har haft deres gang i hallen eller foreningsidrætten.
”De er to gode drenge, der er velforberedte og meget dedikeret til opgaven. De er gode til at snakke med forældre og lige så gode til at være sammen med børnene,” siger Ole Busk Henriksen.
Ikke kun medlemstallet har oplevet flot fremgang. Foreningens formanden fortæller, hvordan drengene er med til at skabe en rugekasse for kommende frivillige, trænere og forældretrænere. Jonas og Tobias’ indsats har uden tvivl stor indvirkning på lokalområdet. Men Ole Busk Henriksen påpeger også den store personlig værdi.
”Det giver rigtig meget til dem som mennesker. De øver sig i at stå frem og formidle noget, få ting til at ske og få alle til at forstå en opgave. Det skal de også bruge, når de skal på en videregående uddannelse og ud at arbejde,” fortæller han.
Tidligere på måneden talte ByensNyt med holdets koordinator, Kenneth Sig Jensen. Han fortalte også om drengenes store popularitet på holdet.
”De er et forbillede for børnene, og fra forældregruppen er det tydeligt at høre, hvordan de også bliver nævnt meget derhjemme. De har været en rollemodel som trænere, forældrene har kigget lige så meget på dem som på mig. Siden de helt har taget styringen, har de været en rollemodel for de små og involveret dem, så forældrene også er trygge i de øvelser, der bliver introduceret,” lød det.
Prisen Årets Frivillig 2023 til Mette Hedegaard Sørensen fra Grenaa SUP, mens Årets Forening 2023 blev Hammel GF.