Dagens kalenderhistorie på ByensNyt er denne gang en julehilsen fra den tidligere Hammeldreng Thor Hilton, der skriver fra New York.
Af Thor Hilton
December og julen har altid været et højdepunkt for mig hvert år. Når hjerterne kom op i hovedgaden i Hammel, juleudstillinger i butikkerne og sneen dalede ned, for der var altid hvid jul i min barndom – som jeg husker det.
Sådan er det faktisk også i New York, hvor julestemningen kommer dagen efter Thanksgiving. Så bliver der pyntet og hvis der er noget New York kan, så er det at pynte byen op – overalt, ude som inde. På mange hjørner står julemanden og ringer med klokken for at samle ind til de nødlidende, dekorerede kaner i Parken og det store juletræ ved Rockefeller bliver tændt og det endnu større juleshow, der kører 24 timer i døgnet på facaden ved forretningen Saks på 5th Avenue. Storslående!
Og når så sneen daler ned en aften i december, så bliver det ikke mere hyggeligt – ja, altså indtil man næste dag skal vade på arbejde gennem dynger af sne i 30 centimeters højde og foden går gennem en bunke på vejen da byen har svært ved at komme af med dem igen.
Men juleaften og juledagene er ikke som i Danmark – der er vi bedre til at få julet helt i bund. Vi har godt nok pyntet lejligheden helt op, der er gaver i strømpen, vi synger sange i advent og vi får den klassiske julemiddag. Men på en eller anden måde, er det ikke som julen i Danmark. Måske mangler vi naturen, familien, det danske – jeg ved det ikke. Eller så er det måske bare, at barndommens jul altid er den bedste.