Home 8450 Byens puls i 8450 Elever på Skovvangskolen laver minder til musik

Elever på Skovvangskolen laver minder til musik

0
Elever på Skovvangskolen laver minder til musik
Foto: Favrskov Sangkraft

Dette forår får elever på både Skovvangskolen og Favrskov Gymnasium besøg af professionelle kunstnere. Sangkraft Favrskov har nemlig sat gang i to i huskunstnerprojekter.

Her rykker professionelle kunstnere helt tæt på eleverne – og sammen skaber de nye fortællinger, nye lyde og nye fællesskaber på både Skovvangskolen og Favrskov Gymnasium. Fælles for begge forløb er ønsket om at give børn og unge mod på at skabe selv og opleve, hvordan kunstneriske processer kan åbne både nysgerrighed, refleksion og nye måder at være sammen på.

Begge forløb er støttet af Statens Kunstfonds Huskunstnerordning og er en vigtig del af Sangkraft Favrskovs arbejde for at bringe kunst og levende musik tættere på børn og unge i hele kommunen.

“Vi ønsker at give Favrskovs børn og unge mulighed for at mærke musikkens styrke og opdage, at de selv kan være medskabere af kunst. Det gør vi bedst ved at invitere stærke kunstnere ind i deres hverdag,” siger Elise Kokholm, projektleder i Sangkraft Favrskov, i en pressemeddelelse.

Når minder bliver til musik

På Skovvangskolen i Hammel har eleverne i 4. klasse kastet sig ud i et helt særligt sangskriverforløb. Sammen med forfatter Mads Mygind og komponist Johanne Andersson undersøger de, hvordan sange kan bære historier – og hvordan historier kan blive til musik.

I projektet Lyden af Hammel møder eleverne ældre borgere fra lokalområdet til en formiddag med fællessang, nærvær og samtaler om livets vigtige sange. Eleverne interviewer de ældre om sange, der har fulgt dem gennem livet: sange til højtider, sange til trøst, sange man har sunget sammen.

De personlige fortællinger bliver til råmateriale for elevernes egne tekster og melodier, som de udvikler i løbet af fem besøg af kunstnerne i februar og marts. Forløbet afsluttes den 27. marts, hvor børnene præsenterer deres værk ved en performance på skolen for deres skolekammerater og de ældre, som eleverne interviewede.

Foto: Favrskov Sangkraft

Musikværksted på Favrskov Gymnasium

På Favrskov Gymnasium er kreativiteten også i fuldt flor. Her har eleverne seks uger i træk besøg af performer og forfatter Nynne Roberta Pedersen og komponist og grafiker Lasse B. Ondesen. Hver onsdag forvandler skolens musiklokaler og OnsdagsOase til et levende laboratorium, hvor musik møder teater, poesi, grafik og performance.

Eleverne arbejder med alt fra chants og remser til grafiske notationer, improvisation, bevægelse og kollektiv musikskabelse. Fokus er ikke på at lave noget perfekt – men på at undersøge, hvad musik også kan være, og hvad der sker, når man giver plads til leg, stemmer, følelser og fri udfoldelse.

Forløbet er fleksibelt, så elever kan stikke hovedet ind i en workshop i 45 minutter – eller blive hængende i flere timer. Uanset hvor længe de deltager, bliver de en del af et fælles kreativt rum, der inviterer til både mod og nysgerrighed.