19. januar 2025

Glimt fra weekend med jul i Hammel

Fredag og lørdag var der masser af juleaktivitet i Hammel, og ByensNyt var rundt i byen for at kigge nogle af de mange muligheder, som man kunne fornøje sig med hen over weekenden.

Fredag var der julemarked i Tinghuset, hvor Hammel Kirke i samarbejder med Inner Wheel, afholdt deres traditionsrige julemarked. Pengene fra fredagens julemarked går til kirkens julehjælp. Der var mange fine sager i flere boder, mens man også kunne spille amerikansk lotteri med mange flotte gevinster fra byens virksomheder.

Først på eftermiddagen gav Kirkekoret prøver på deres kunnen, og i caféen kunne man både nyde frokost, kaffe, gløgg og æbleskiver. Julemarkedet varede fra klokken 10-17.

Om lørdagen var der julefest i Kulturhus InSide, hvor det store juletræ i hall´en blev tændt. Juletræet er blevet flot pyntet af elever fra Frijsenborg Efterskole, der selv har lavet al julepynten på træet. I sig selv en oplevelse at kigge på de mange fine og sjove detaljer, som der er på træet. Der var åbent i kulturhusets værksteder, hvor man blandt andet kunne møde Repair Caféen, mens der i Fællessalen var nisseskole. I Galleriet var der igen i år julemarked, arrangeret af Hammel Kunstforening.

Oppe i Østergade kom vores udsendte julemarkedsreporter forbi de flotte nisselandskaber, som igen i år er sat op i flere af blomsterkummerne. Er man ude at gå, så bør man slå et smut forbi Østergade for at se de flotte landskaber, som er skabt af Kirsten Holme Nielsen og Marianne Bøving Andersen.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler