Det er gået hen og blevet en fast tradition, at sommeren i Hammel skydes i gang med Beachparty, og i år er ingen undtagelse.
Hammel Handel & Erhverv inviterer alle borgere og besøgende til et stort beachparty i hjertet af Hammel fredag den 29. maj 2026. Midtbyen bliver forvandlet til en festlig sommeroase med sand, musik, mode, aktiviteter og underholdning for hele familien.
Arrangementet åbner kl. 16.00 og byder på en række oplevelser for både børn og voksne. Gæsterne kan blandt andet opleve opvisning med Acroteam Hammel, årets store modeshow med byens butikker, kåring af Mr. og Miss Hammel samt hyggelig strandstemning med musik og sommeraktiviteter.
”Vi glæder os til at samle hele byen til en festlig dag fyldt med sommerstemning og fællesskab. Beachpartyet er en oplagt mulighed for at opleve Hammels handelsliv og samtidig nyde en hyggelig aften med familie og venner,” siger Hammel Handel & Erhverv i en pressemeddelelse.

Midtbyen vil være pyntet op med strandtema, sand og strandlegetøj, og der vil desuden være udstilling af unikke køretøjer. Aktiviteterne foregår både på Østergade og ved Inside, hvor det populære Hammeltog sørger for transport mellem områderne fra kl. 17.00 til 21.00.
Der vil hele dagen være mulighed for at købe mad, is, cocktails og kolde drikke, så gæsterne kan nyde den fulde sommeroplevelse.
Program for dagen
- 16.00 – Beachparty åbner
- 16.00 – Aktiviteter starter ved Inside
- 17.00 – Hammeltoget starter fra Østergade ved apoteket
- 17:00 – Danmarks længste iskø starter ved Chokoevents
- 18.00 – Opvisning med Acroteam Hammel
- 18.30 – Mr. og Miss Hammel præsenteres
- 19.00 – Årets store modeshow
- 20.00 – Kåring af Mr. og Miss Hammel
- 21.00 – Beachparty og butikker lukker
Arrangementet er gratis og åbent for alle.













