Sidste år byggede Hammel Idrætscenter, i samarbejde med Hammel GF, en padelhal med tilhørende motionscenter i forlængelse af det eksisterende Hammel Idrætscenter. Ifølge kommunen, har det medført uhensigtsmæssige parkeringer i området.
Særligt Borringsvej, der er adgangsvej til padelhallen i bil, har, ifølge Trafik og Veje i Favrskov Kommune, været plaget af en øget mængde trafik, og det er den man nu vil til livs.
Det har fået kommunen til at lægge en række store sten i hver side af vejen, således at man kun kan parkere ved parkeringspladsen foran idrætscentret. Der bliver muligvis handicapparkeringspladser foran padelhallen.
Rigtig mange benytter Hammel Idrætscenter, padelhal og motionscenteret i løbet af dagen, og med godt 6800 medlemmer i Hammel GF, så er der, særligt om eftermiddagen og først på aftenen tryk på den ellers store parkeringsplads. Derfor ærgrer det Mogens Lyngby, formand for Hammel GF, at de ekstra pladser langs Borringsvej nu er fjernet, og efterlyser dialog med Favrskov Kommune.
”Vi har rigtig mange medlemmer, og der er i den grad tryk på både padelhal og motionscenter, og derfor ærgrer det mig, at Favrskov Kommune, uden at gå i dialog med os, bare fjerner parkeringspladser. Vi vil gerne være en del af løsningen og kigge på alternativer, men vi har intet hørt fra kommunen inden beslutningen om stenene blev taget”, lyder det fra Mogens Lyngby.
Arealet ved Borringsvej er et såkaldt buffer-parkeringsområde, som kan bruges i forbindelse med større arrangementer og dagligt bruges vejen også af forældre der skal aflevere eller hente skolebørn.

Mogens Lyngby medgiver, at den nye hal har givet øget trafik i området, hvilket har medført gener for beboerne langs Gl. Randersvej/Borringsvej, men han konstaterer samtidig, at der i lokalplanen for området er mulighed for at lave en regulær parkeringsplads på Borringsvej. Den mulighed vil man nu kigge nærmere på, og håber at få en dialog med Favrskov Kommune om, hvordan man i fællesskab løser problemet. Mogens Lyngby ser også muligheder i området, som ikke vil påvirke beboerne.
”Jeg håber da, at kommunen glæder sig over, at en masse indbyggere holder sig i form og bruger de muligheder, som Hammel GF tilbyder. Vi synes selv, at vi er et stort aktiv for byen og laver mange tiltag, og det vil vi rigtig gerne fortsætte med, men når vi føler at kommunen ikke er en medspiller, så bliver det op ad bakke. Vi laver det hele på frivillig basis, men ryger motivationen på baggrund af et rigidt system, så kan jeg godt frygte for den frivillige opbakning ”, siger formanden og tilføjer:
”En parkeringsplads på siden af hallen kan blive en løsning, men den fjerner jo ikke trafikken, tværtimod. Måske kan trafikken ledes den anden vej, så man kører ud på idrætscentrets parkeringsplads? Vi er klar til en konstruktiv dialog og er løsningsorienterede, men det kræver at kommunen også er det, og her har jeg min tvivl”.




















