I forbindelse med tidligere overlærer og skolebibliotekar ved Søndervangskolen Ove Præst´ død, har tidligere borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring, skrevet et mindeord.
Af Nils Borring
Tidligere overlærer og skolebibliotekar ved Søndervangskolen i Hammel, Ove Præst, er stille sovet ind på Plejecenter Hinneruplund tirsdag den 3. marts 2026.
Ove Præst blev ansat på Søndervangskolen ved skolens begyndelse i 1976 og var med til at forme rammerne om en spændende skole i moderne omgivelser. Som skolebibliotekar var Ove med til at inspirere og rådgive sine kolleger, og han fik en stor indsigt i alle elevers interesser inden for skøn- og faglitteratur, hvor han var fantastisk til at vejlede og hjælpe eleverne med at finde de rette bøger til såvel lystlæsning som faglig læsning.
Ove tog sig altid tid til at hjælpe både elever og lærere, og han var som regel en af de første på skolen om morgenen og en af de sidste, der forlod den om eftermiddagen. Han ydede en stor arbejdsindsats for at give det bedste til sin arbejdsplads. Det være sig i form af engagement i lærerrådsarbejdet, flytning af skolebiblioteket ved ombygninger, ugentlig håndtering af tunge kasser med undervisningsmaterialer fra Amtscentret samt formidling af skøn- og faglitteratur. Skolebiblioteket var stedet, hvor Ove om nogen leverede faglig indsigt, hjælpsomhed, nærvær, sparring og hjælp til såvel eleverne som lærerne.
Ydermere var Ove altid på forkant med udviklingen og var tidligt ude, da man begyndte at registrere skolens undervisningssamlinger og låne materialerne ud via computer. På daværende tidspunkt en stor nyskabelse, der krævede mange ekstra arbejdstimer for at få teknologien implementeret.
Den øgede brug af computere i undervisningen fik indflydelse på den pædagogiske udvikling i folkeskolen, og skolebiblioteket blev med tiden omdøbt til Pædagogisk Læringscenter (PLC). Her var Ove Præst i sin tid med til at tage de første skridt i den retning – om end kærligheden ubetinget var størst ved de fysiske materialer. Derfor gav Ove også for nylig udtryk for sin tilfredshed med, at PLC nu igen ved en folketingsbeslutning er blevet døbt om til SKOLEBIBLIOTEK.
Ved siden af sit arbejde interesserede Ove sig for politik og gav gerne udtryk for sine meninger, eksempelvis i læserbreve. Da Favrskov Kommune på et tidspunkt ville privatisere vejene og overdrage dem til borgerne, deltog Ove Præst aktivt i modstanden og debatten. Dermed var han medvirkende til, at byrådet undlod at gennemføre den planlagte privatisering.
For mig personligt har Ove Præst været en fantastisk og inspirerende lære(r)mester og kollega, og hvis folkeskolen skal ud at finde 4.000 nye lærere, må de gerne komme med samme ildhu, viden og engagement som min mentor.
Æret være Oves minde.













