16. december 2025

Ny materielcontainer styrker biavlerne i Hammel

Hammel & Omegns Biavlerforening har fået nye og bedre rammer til arbejdet med bierne. Foreningen har modtaget 81.250 kr. fra Norlys Vækstpulje, som er brugt til at etablere et nyt, isoleret materielrum.

Derudover har Forsia Fællesskabspulje støttet med 10.000 kr. til indretning af containeren, køreplader og ventilation – og foreningens medlemmer har selv bidraget med mange timers praktisk arbejde.

Den nye container giver foreningen bedre rammer til at passe skolebigården – hjertet i foreningens begynderkursus i biavl. Her lærer nye biavlere alt om pasning af bier fra det tidlige forår til sommerens sidste honninghøst, samtidig med at erfarne biavlere deler ud af deres viden.

“Vi er rigtig glade for de flotte bevillinger, vi har fået fra Norlys Vækstpulje og Forsia Fælleskabspulje, som betyder, at vi nu har plads til alt det udstyr, vi bruger til at passe bierne i vores skolebigård,” siger formand Gert Pedersen Aamand i en pressemeddelelse.

Åbent hus og indvielse

Foreningen inviterer til åbent hus og indvielse lørdag den 22. november kl. 14.00 – 16.00
på Klintholm, Vadstedvej 110, Hammel, hvor alle er velkomne til at opleve den nye materielcontainer og foreningens aktiviteter.

Programmet byder på:

  • Den røde snor klippes af borgmester Lars Storgaard og bestyrelsesmedlem i Norlys Vækstpulje Thomas Nielsen 
  • Rundvisning i skolebigården og det nye materielrum
  • Smagsprøver på produkter fra bierne: honning, mjød, pollen og kager med honning
  • Aktiviteter for børn: rul dit eget bivokslys og lav en juledekoration, kig i et bistade
  • Mulighed for at købe honning, møde foreningens medlemmer og få inspiration til at blive biavler

Arrangementet er åbent for alle, og foreningen glæder sig til at byde både nye og kendte ansigter velkommen til en eftermiddag fyldt med natur, viden og fællesskab.

Tid: Lørdag den 22. november kl. 14.00 – 16.00

Sted: Klintholm, Vadstedvej 110, Hammel

Læs mere: www.hammel-bi.dk

Pressefoto
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler