De seneste år har der været gang i både renovering samt nyt byggeri ved den gamle Østervangsskole, lige midt i Hammel. Nu er projektet tæt på at være færdigt, og snart kan de første beboere flytte ind.
Søndag den 8. februar 2026 kl. 12–16 inviterer AL2bolig til åbent hus i Østervangen på Voldbyvej 5–7 i Hammel. Her kan interesserede opleve både nybyggede og renoverede boliger midt i byen.
Byggeriet og renoveringen i Østervangen er i fuld gang, og til åbent hus åbnes dørene til tre forskellige boliger: én bolig i den renoverede hovedbygning og to boliger i det nyopførte baghus. Boligerne varierer i størrelse og indretning, og én af boligerne vil være møbleret, så de besøgende lettere kan forestille sig hverdagen i boligerne.
Fra skolegård til grønt boligområde
“Østervangen ligger centralt i Hammel og husede i mange år Østervangsskolen. Nu får området snart nyt liv. Den markante hovedbygning ud mod Voldbyvej er ved at blive renoveret. De gamle ydermure er omhyggeligt blevet omfuget, og boligerne får blandt andet trelagsvinduer, nye gulve, nye køkkener og badeværelser fra Svane Køkkenet, plads til vaskesøjle, ventilation, nye radiatorer og gulvvarme på badeværelserne. Når renoveringen er færdig, vil hovedbygningen rumme 17 lejligheder”, lyder det i en pressemeddelelse fra AL2bolig, som står bag det store projekt.
Nye boliger i baghuset
Bag hovedbygningen er der opført en helt ny vinkelbygning, som erstatter det tidligere baghus. Her etableres 30 moderne boliger med niveaufri adgang, og bygningen får elevator. Boligerne får ligesom hovedbygningen køkkener og badeværelser fra Svane Køkkenet. Badeværelserne indrettes med bruseniche, håndvask, væghængt toilet og gulvvarme, og der er plads til vaskesøjle. I entréen etableres indbyggede skabe, og der bliver depotrum i stueplan. Alle boliger i stueplan får egen terrasse, mens de øvrige boliger i det nye baghus får altan.

Grønne fællesarealer midt i Hammel
Udeområderne omkring Østervangen indrettes som et grønt og roligt fællesområde centralt i Hammel. Her anlægges en snoet parkeringsplads og et hyggeligt opholdsareal med bordebænkesæt. Den karakteristiske blodbøg, som stod midt i den tidligere skolegård, er omdannet til en stor bænk, der kan danne ramme om fællesskab og hyggelige stunder i den nye afdeling.
Østervangen står indflytningsklar den 15. maj 2026. I alt opfører AL2bolig 47 almene boliger med 2, 3 og 4 værelser mellem 67 og 114 m².
Interesserede kan skrive sig op via Aarhusbolig.dk, hvor der også findes link til plantegninger og yderligere information om afdelingen.















