I takt med, at restriktionerne stille og roligt forsvinder, er efterspørgslen efter diverse desinfiktionsmidler faldet markant, herunder håndsprit. Hos Matas i Hammel stod de til at skulle destruere 250 flasker, men har nu i stedet givet dem væk.
Mataskæden har haft et stort reservelager af sprit, og det er de nu ved at skære ned på. I Hammel var det godt 250 flasker håndsprit, der stod til at blive destrueret, men så kom Sandra Sørensen, der er butikschef i Matas Hammel, på en klart bedre idé.
“Jeg synes det ville være ærgerligt, at smide det ud, hvis der faktisk var nogen, der kunne få glæde af det, og min første indskydelse var det nye plejecenter Solhøj, og efter at have fået lov længere oppe i systemet, ringede jeg og spurgte om de kunne være interesseret. Det var de i den grad, og derfor har vi nu afleveret 250 flasker håndsprit til Solhøj, som blev vældig glade”, fortæller Sandra Sørensen til ByensNyt.