18. april 2025

Propperne sprang da Svenstrup indviede sin bypark

I flot og lunt efterårsvejr, blev Svenstrup Bypark indviet søndag eftermiddag, hvilket var kulminationen på flere års hårdt arbejde med at få byparken stablet på benene. Resultatet er imponerende, og vidner om, at hvor der er vilje, er der vej.

Primus motor på hele projektet er Birgit Bach Valeur, der har lavet et stort stykke benarbejde i forhold til at søge diverse fonde, finde de rette personer at tale med samt sørge for, da pengene var i hus, at få det hele omsat til handling. Hun har naturligvis ikke stået alene med det hele, og har blandt andet fået stor hjælp af sin mand Niels og flere andre fra Svenstrup, men der hersker vist ingen tvivl om, at projektet aldrig var blevet så flot, hvis det ikke havde været for Birgit.

Projektet startede i 2021, hvor Emilie Gadeberg Skovdal, ansøgte Favrskov Kommune om 50.000 kroner til en legeplads, da hun manglede et sted at være sammen med sine børn, når de var på vej hjem fra vuggestue og børnehave. Pengene blev bevilliget, og det blev startskuddet til Svenstrup Bypark. Birgit overtog fundraising og mødte på sin vej Mette Risager, der er koordinator i LAG Favrskov-Randers. LAG står for Lokal Aktionsgruppe, og er lokalt forankrede foreninger som skaber udvikling og innovation i lokalsamfundene ved blandt andet at tildele tilskudsmidler til relevante projekter, finansieret af EU midler.

Emilie klippede sammen med sine to børn, snoren til Svenstrup Bypark
Rigtig mange havde fundet vej til indvielsen af Svenstrup Bypark

Mette mente, at Birgit skulle stile meget højere end en legeplads og nogle shelters, som Svenstrup havde fået forærende af en beboer der var tilknyttet Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten, og som sagt så gjort. Så i stedet for en legeplads og et par shelters, så gik man nu efter at få omdannet hele det tidligere stadion til en bypark, hvor der skulle være noget for alle. Og med fondsmidler og kommunale kroner på godt 1 million kroner samlet set, så kunne man pludselig skabe noget helt unikt.

Rundt i byparken er der nu en stor legeplads, shelterplads, petanquebane, frugttræer, fodboldbane, basketkurv, borde og bænke og mange flotte træskulpturer lavet af lokale kunstnere. Det gamle klubhus er blevet lavet om, således at der nu er toiletfaciliteter og et grovkøkken, der kan bruges af både de lokale, men også dem der overnatter i opsatte shelters. Birgit kunne i sin tale fortælle, at det havde været et omfattende arbejde med klubhuset, der både skulle have nyt tag og nye elinstallationer, hvilket gjorde at budgettet kom under pres. Derfor er der ting der ikke blev til noget i denne omgang, men som stadig er på tegnebrættet til et senere projekt.

Der er klar til overnatning og bålhygge
Kærlighedsbænken er opsat ved petanquebanen

Efter taler fra flere byrådspolitikere, formand for borgerforeningen i Svenstrup og Mette Risager fra LAG, var det tid til kage, kaffe og mousserende vin, der naturligvis blev sablet af danmarksmesteren i Champagnesabling, Birgit Bach Valeur, der over for ByensNyt kunne afsløre, at hun agter at forsvare sin DM-titel om få uger, efter sidste års succes, hvor hun slog flere professionelle ved DM. Legepladsen og fodboldbanen blev straks indtaget, og selvom det nu går mod koldere tider, så er man ikke det mindste i tvivl om, at Svenstrup nu har fået et nyt mødested, hvor der vil være liv det meste af året.

Legepladsen, der startede hele projektet, bliver et hit i Svenstrup
Der er stadig mulighed for at spille fodbold på det nu tidligere fodboldstadion
Der var LAGkage og meget andet lækker kage til de fremmødte
Forlæns og Baglæns samt Pannabane
Byparken har naturligvis fået sit eget skilt, som hænger på klubhuset
Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler