Ud over at være forstander. på Frijsenborg Efterskole, så er Brian Ovesen også formand for Hammel GF Badminton, der i weekenden er medarrangør af DM i badminton for U-17 og U-19 i Hammel Idrætscenter, hvor samtlige haller er i brug.
I de kommende linjer kan du komme lidt tættere på Brian Ovesen, der her fortæller lidt om, hvordan han bruger Hammel og omegn.
Stilling: Forstander på Frijsenborg Efterskole
Hvor længe har du boet i 8450?
Jeg blev ansat på efterskolen som ung nyuddannet lærer i 2002. I 2003 fik jeg tilbudt en af skolens lærerboliger, hvor jeg flyttede ind sammen med min kommende hustru Britt. Sidenhen har vi fået 2 skønne piger, og i 2011 byggede vi hus på Hjortebakken.
Hvad er du mest glad for ved at bo i 8450?
Jeg har nu boet i Hammel i små 20 år, og det slår mig ganske ofte, hvor stærkt et lokalsamfund vi har. Jeg kender efterhånden mange mennesker i lokalmiljøet, og fælles er, at der altid er gode kræfter og godt humør til lokale arrangementer og tiltag i byen.
Benytter du dig af de lokale kulturtilbud i 8450?
Når tiden tillader det, går vi gerne en tur i skoven eller i Fotorama, men helt ærligt gad jeg godt at have mere tid til at dyrke det lokale kulturliv lidt mere.
Mit fokuspunkt er idrætslivet, og de kulturelle arrangementer, der hører med der.
Dyrker du sport/motion i 8450?
Jeg har lige været igennem en længere periode med en rygoperation, så det har været lidt sløjt på det sidste, og jeg savner at komme retur på badmintonholdet, så må vi se om jeg har krop og kondi til stadig at kunne følge med?
Er du medlem af en forening i 8450?
JA! Jeg elsker vores lokale idrætsliv, og har igennem en del år været engageret i badmintonklubben. Man kan godt blive lidt målløs over, hvor stor og flot en forening HGF rent faktisk er, der er jo et hav af muligheder lige fra de store idrætsgrene som fodbold, badminton og gymnastik til brydning og e-sport. Jeg kender utrolig mange mennesker, der på en eller anden måde er engageret i HGF, det synes jeg er unikt! Jeg er selv mest aktiv i badminton, hvor jeg igennem en årrække har været med i bestyrelsen. Det er utroligt givende at være med til at sætte rammer og muligheder for klubbens unge spillere, hvilket også er med til at skabe liv i byen. Denne weekend har vi et stort DM stævne for landets ældste ungdomsspillere. Det er et stort arrangement, og vi er heldige at vi har så godt et idrætscenter i Hammel, hvor tingene kan lade sig gøre. DM stævnet plejer at give et rigtig godt økonomisk overskud, så vi kan arrangere klubture og stævner for hele vores ungdomsafdeling.
Har du et sted i 8450, som betyder noget særligt for dig?
Som forstander på en efterskole bruger man jo utrolig meget tid på sit arbejde sammen med de unge. Byens borgere kender ikke så godt de unge, der kommer jo nye elever til ved hver skolestart. Men vi prøver at være et godt positivt indspark i byens kulturliv, og at være en aktiv del af byen.
8450 rummer mange gode og dejlige steder, men hvis jeg personligt skal vælge et sted ud, så er det efterskolen. Man kommer utrolig tæt på de unge mennesker og følger dem i tykt og tyndt i løbet af deres 10 måneder på skolen, ganske ofte bliver man vidne til nogle meget rørende udviklingsforløb i den unges liv, det betyder meget for mig.
8450 har jo det meste, men er der noget som du savner?
Mjarhh. Vi er jo en lille by, så vi rummer ikke alt. Men de større byer ligger jo lige om hjørnet, så nej jeg synes ikke der som sådan er noget jeg savner.