26. september 2023

Tæt på Mette Nøhr

Om mindre end tre måneder er der kommunalvalg, og på listen over kandidater som man kan stemme på i Favrskov Kommune, finder man blandt andet Mette Nøhr, der stiller op for Det Konservative Folkeparti.

Mette Nøhr har det seneste stykke tid, med ihærdighed, fået sat fokus på flere forskellige sager i Favrskov Kommune, og i dag går vi “Tæt på” den måske kommende byrådspolitiker, der bor i Hammel sammen med sin mand og datter.

Hvor længe har du boet/drevet virksomhed i 8450? 

”Jeg har boet i Hammel siden 2007.”

Hvad er du mest glad for ved at bo/arbejde i 8450?

”Hammel har det meste. Vi har gode daginstitutioner og skoler. Skøn natur lige uden for døren. Vi har et godt butiksliv. Hammel ligger centralt, så det er nemt at komme til Aarhus, Randers, Silkeborg og Viborg – det gør det særdeles attraktivt i forhold til jobmuligheder.”

Benytter du dig af de lokale kulturtilbud i 8450?

”Jeg bruger biblioteket. Biografen kommer jeg desværre for sjældent i. Der kører tit film, som jeg gerne vil se, men inden jeg får taget mig sammen, er de taget af programmet.”

Dyrker du sport/motion i 8450?

”Jeg elsker at løbe, men siden jul har jeg døjet med en hælspore, så løbeskoene har desværre fået lov til at samle støv de seneste måneder. Jeg er i stedet begyndt at gå og cykle noget mere. Derudover går jeg til dans med min datter i InSide, og i flere år har vi også gået til svømning i HGF.”

Er du medlem af en forening i 8450?

”Jeg er medlem af Hammel Rotary Klub og Det Konservative Folkeparti.”

Har du et sted i 8450, som betyder noget særligt for dig?

”Det er altid skønt at gå en tur i skoven, der grænser op til Frijsenborg Slot. Det er helt fantastisk, når bøgen er sprunget ud – der møder én et syn, der ikke fås meget bedre. Jeg har også en anden særlig plet – det er ved shelteret, der ligger ved den lille sø bag Regnbueskolen. Der er virkelig skønt.” 

Har du et godt tip til folk der lige er flyttet til byen eller måske et tip, som alle bare burde kende til?

”Vi har en skøn natur i Hammel-området, som jeg varmt kan anbefale, at man går på opdagelse i. Jeg oplever af og til, at det kommer bag på folk, der har boet i området i lang tid, at vi har så skøn natur lige uden for døren. Jeg vil også gerne opfordre folk til, at vi skal huske at bruge de lokale butikker og virksomheder i dag, så vi også har et alsidigt forretnings- og erhvervsliv i morgen.” 

8450 har jo det meste, men er der noget som du savner?                    

”Jeg savner virkelig en ordentlig vej mellem Aarhus og Hammel. Den nuværende Rute A26 er slet ikke gearet til nutiden, så det haster med at få bygget en motortrafikvej. En ny vej vil give området et kæmpe løft. Derudover savner jeg en god bager i Hammel.”

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler