Når man kan fejre 25 års jubilæum som festival, så vidner det om, at man har ramt noget rigtigt, men selv en succes kan med tiden blive slidt og trænge til forandring. Det er i hvertfald det, der er sket med FestiSall.
Det startede egentlig som en havefest i forbindelse med Niklas Gjerulff Hansen og hans far, Bjarne Hansens fødselsdag, hvor forskellige venner og deres bands gav små koncerter i løbet af dagen, hvilket stod på i nogle år.
Siden da er der sket meget, og 25 år senere står FestiSall så ved en skillevej, hvor festivalen skal gentænkes.
“Min far og jeg har fødselsdag ret tæt på hinanden, og så blev vi et år enige om, at vi da kunne lave en fælles fødseldagsfest hjemme i min fars have, og jeg har en del venner der spiller musik, så det bliver en vældig fest. Året efter gør vi det så igen, og her stikker det af. Pludselig er der en der tager fadølsanlæg med, det halve af byen kommer, og min far må anlægge haven igen efterfølgende, men virkelig en fed fest”, lyder det fra Niklas til ByensNyt.
Festen voksede sig ud af haven, og efter en forespørgsel hos Harry Hyldgaard, der dengang var skoleleder på den daværende Haurum-Sall Skole, om lån af skolens skolegård, blev FestiSall skabt som endagsfestival. Det første år lidt på lykke og fromme, hvorefter en egentlig forening blev etableret. Formand blev Bjarne, og det har han så været lige siden, mens det meste af den øvrige bestyrelse også har været med gennem alle årene.

Som en hyldest og tak til Harry Hyldgaard, har FestiSall skabt Harrys Corner, som er en af de to scener på festivalen.
“Det første år havde vi ikke lavet en forening, så det var min far og jeg der stod med hele ansvaret i forhold til økonomien, men vi fik det heldigvis til at løbe rundt. Vi fik hjælp fra mange forskellige, og blandt andet var scenen det første år en sættervogn, som vi lånte fra min mors onkel, der havde et vognmandsfirma, og herfra vokser hele setuppet fra år til år, og vi får også dannet en forening, så vi har et reelt fundament”
Niklas fortæller, at der gennem tiden er kommet flere og flere regler i forhold til afviklingen af festivalen, og konstaterer at havde det været i dag, at de skulle starte FestiSall op, så tror han de havde opgivet
Corona gjorde ikke noget godt for FestiSall
Gennem årene er FestiSall stille og roligt vokset, både i forhold til set-up, bands og publikum, men de seneste år efter tiden med corona er der sket noget i forhold til publikum. Der kommer ikke længere helt så mange som før 2020, og det har fået tankerne i gang hos arrangørerne.
“Vi er alle blevet en del ældre, og langt de fleste, både frivillige og i bestyrelsen, har været med nærmest fra starten. På vores seneste generalforsamling var der flere der ønskede at stoppe, og så må vi også bare erkende, at der er sket noget efter Corona. Der kommer ikke helt så mange som tidligere, og det gør selvfølgelig noget ved glæden over at arrangere FestiSall”, konstaterer Niklas og fortsætter:
“Der er meget arbejde forbundet med en festival, og vi gør det jo alle frivilligt. Det gælder os selv, men også lydmand og bands gør det gratis, og det er klart at når opbakningen ikke er så stor som tidligere, så ryger lidt af glæden og engagementet”.

FestiSall skal gentænkes, hvis den skal bestå
Tidligere på året meldte FestiSall ud, at 25 års jubilæet måske også bliver sidste gang med FestiSall. Niklas, der også er skoleleder på Frijsendal Friskole, hvor FestiSall bliver afholdt, er dog fortrøstningsfuld i forhold til festivalens videre færd, men konstaterer, at det bliver en ny version af FestiSall, som publikum får at se fremadrettet.
Planerne er ikke på plads endnu, men Niklas håber på, at friskolen overtager FestiSall, og driver den videre, hvor det er eleverne der bliver drivkraften for festivalens udvikling og afholdelse.
“Nu skal det lige løbes i gang, men jeg håber på, at friskolen kan videreføre FestiSall på den ene eller anden måde. I så fald bliver det jo eleverne der skal stå for det, og tanken er lidt, at de så får en miniversion af Kaospilotuddannelsen med sig, som de forhåbentlig kan bruge til noget senere i livet, fordi det er da lidt sejt at kunne sige, at man har været med til at arrangere en festival fra bunden”.
FestiSall løber af stablen på lørdag, med musik det meste af dagen, og i anledningen af jubilæet er der arrangeret stort fyrværkeri til slut, samtidig med, at der også er indsat busser til at køre publikum til de omkringliggende byer som Thorsø og Hammel.
“Vi har tit hørt, at folk ikke kommer fordi de ikke kan komme herfra om natten, så i år, netop også fordi vi har jubilæum, så har vi indsat en bus der kører når vi er ved at være færdige, og så sikrer vi også, at folk ikke bliver hængende efter det sidste band”, kommer det grinende fra Niklas.

Programmet på lørdag:
13.00 – Epos (Harrys Corner)
13.45 – Østjysk Rockforsyning (Scenen)
14.30 – The Spectrum (Harrys Corner)
15.15 – Kuko de Kobra (Scenen)
16.00 – Think Twice (Harrys Corner)
16.45 – UB (Scenen)
17.30 – Hit or Miss (Harrys Corner)
18.15 – Gjerulff Rix og venner (Scenen)
19.00 – Lukas og Noah (Harrys Corner)
19.45 – Rockin’ Soul Generation (Scenen)
20.30 – Rebekka Ruby (Harrys Corner)
21.15 – Heit (Scenen)
22.00 – Red Line (Harrys Corner)
22.45 – Can You Feel It (Scenen)
00.00 – Festfyrværkeri














