Rotary Hammel, der har klubhus lige bag Hammel Kirke på Anbækvej, har traditionen tro fået ny præsident i forbindelse med et nyt år i Rotary-regi.
Flemming Selmer Nielsen har overtaget stafetten efter Per Højmark, der har været præsident det seneste år. Flemming Selmer Nielsen bestrider posten frem til næste sommer, hvor der atter er skiftedag på præsidentposten og de øvrige poster i klubben.
Rotary i Hammel har cirka 30 medlemmer, og det er både mænd og kvinder, der optræder i medlemskartoteket. Klubben holder som udgangspunkt møde hver torsdag – dog ikke i ferietiden. De fleste møder foregår i klubbens egne lokaler på Anbækvej, men af og til besøger medlemmerne virksomheder og andre spændende steder.














