2020 har på alle måder været et anderledes år, og julen bliver ingen undtagelse. På grund af forsamlingsforbuddet, er det i år lidt sværere at lave juleaktiviteter, men Hammel Handel har alligevel stablet et fint program på benene.
ByensNyt var forbi formanden for Hammel Handel, Shiela Pour, og hun kunne berette om de forskellige tiltag og aktiviteter, der kører i den kommende måned.
“Vi har stempelkonkurrence, hvor man skal have fem stempler fra butikkerne, som man får et af, hver gang man handler, uanset beløbet. Herefter afleverer man det, og er så med i lodtrækningen om flotte gavekort. Der ud over har vi også børnebio om søndagen i Fotorama, hvor man kan parkere børnene, mens man får handlet ind til jul. Det er gratis, og tidspunktet bliver snart meldt ud”, lyder det fra Shiela, inden hun tilføjer:
“Der er også konkurrencer for børn, hvor de kan sætte kryds ved nogle gaver, og vedhæfte en hilsen til julemanden, hvorefter der trækkes lod hver søndag. Sidst, men ikke mindst, så har vi vores store Facebookkonkurrence, hvor man kan vinde 5000 kroner. Her tager man et billede af en gave man har købt i en af butikkerne, og sætter den så ind i kommentarsporet på opslaget, hvorefter der så trækkes lod til slut”
I tidligere år, har der været flere aktiviteter i december, men Shiela fortæller, at man fra foreningens side har valgt, at holde lidt lavere aktivitetsniveau, så man ikke får samlet for mennesker på et sted. Af den grund, har butikkerne i år også lavet Black Week i stedet for Black Friday, så handlen bliver spredt ud over flere dage med gode tilbud.