I 2024 åbnede Birthe Randklit det hun kalder Loppeboderne, som holder til på Norgesvej, hvor man kan sælge sit genbrugsguld uden selv at stå for salget.
Det er nemlig Birthe der sørger for, når man har stillet sin stand op, at tingene bliver solgt, og det har hun haft rigtig god succes med. Indtil nu har det kun været for voksne, men fra 28. februar og frem til 2. marts, bliver det også for børn.
Helt præcist er det baby- og børnetøj med dertilhørende tilbehør samt tøj til juniorer/teenagere der åbnes op for, når Loppeboderne i dagene op til fastelavn udvider for en stund. I de dage inddrager Birthe nemlig sit lokale, hvor der til dagligt er Jumping Fitness, så der bliver plads til endnu flere boder.
”Kunderne har taget enormt godt imod Loppeboderne, og samtidig har sælgerne fundet ud af, at der er et godt flow af kunder, så de rent faktisk får solgt ud i deres bod. Vi har haft fokus på, at det skal være ting i god stand, som folk gerne vil køre langt for, og det føler jeg vi har lykkedes med, hvilket også er en af grundene til, at vi har fået så god en start”, fortæller Birthe Randklit.
Hun understreger, at hos Loppeboderne sørger man for standpleje, og giver løbende gode råd og tips, ligesom man også sender live på Facebook, for at holde interessen ved lige.
”Vi gør meget ud af at lave videoer på Facebook, tage billeder samt give gode råd til kunderne om, hvordan man kan sammensætte ting fra boderne, så det passer ind i ens hjem. Vi er også ærlige over for standholderne når de kommer med deres ting, så vi fortæller dem, hvad vi tror på og særligt, hvad vi ikke tror på i forhold til det de kommer med. På den måde forsøger vi at give dem så optimale muligheder for salg som muligt, så de får noget ud deres standleje”.
I slutningen af februar og de første dage i marts er der så fokus på baby, børne og junior tøj og tilbehør, og her sætter Birthe lidt ord på, hvad det går ud på.
”Nu giver vi i en begrænset periode mulighed for, at få solgt ud af baby, børne og juniorsager, stadig med fokus på, at det skal være ting der har god kvalitet og som man selv ville købe, hvis man havde behovet. Man kan stå for salget selv, og så kan man overlade salget til os, det er helt op til den enkelte”, siger Birthe, der håber at se en masse børnefamilier i de tre dage, hvor der tilmed vil være stort kagebord.
