3. november 2024

Masser af optimisme blandt butikkerne i Hammel

I sidste uge måtte hovedparten af butikkerne i landet åbne igen, og en rundtur i nogle af Hammels mange forretninger fortæller, at folk har været gode til at svinge dankortet.

Foråret kom sammen med genåbningen af butikkerne, og går man en tur rundt i Hammel fornemmer man hurtigt, at stemningen er helt anderledes, og heldigvis til det positive. Der er en del flere mennesker på gader og stræder, og hvor det i januar og februar var let at få en parkeringsplads i Østergade, ja så er der igen rift om pladserne i byens handelsgade.

Indenfor fornemmer man også, at kunderne er kommet tilbage, klar til at bruge penge, og det har fået optimismen tilbage, blandt andet hos Jytte Bach, der ejer Den Gamle Snedkergaard.

“Det har været helt overvældende, og i den grad meget positivt. Jeg kan virkelig fornemme, at mine kunder har glædet sig til, at kunne komme ud og købe tøj igen, og de holder sig bestemt ikke tilbage. Det virker til, at de penge de ikke har kunnet bruge i de sidste par måneder, dem bruger de nu, så jeg er meget glad og optimistisk”, lyder det fra Jytte.

Også hos Ketty Skou er der optimisme, og her har man samtidig besluttet, at man, i hvert fald til en start, fortsætter med sine liveshows på Facebook, som har været en stor succes.

“Der var godt gang i den i sidste uge, og så er det, helt naturligt, aftaget lidt i denne uge, men stadig rigtigt fint. Det viser i hvert fald, at kunderne ikke har glemt os, og det har været fantastisk at kunne holde helt normalt åbent igen. Vi fortsætter indtil videre med vores liveshows, som har været en stor succes, og som har åbnet nogle andre muligheder for os, og vi kan tydeligt mærke, at vores fokus på netop den del har båret frugt”, fortæller en glad Marianne Skou, der ejer Ketty Skou.

Marianne fra Ketty Skou ses her fra premieren på butikkens liveshows

Også hos Centrum Tøj og Hammel Guld og Sølv er meldingerne positive, og et kig ind i mange af byens andre forretninger fortæller sit eget tydelige sprog. Kunderne er på gaden igen, og ser ud til, at bakke om den lokale handel.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler