Fra i morgen skal man vænne sig til, at Min Lille Butik fremover hedder Wüpp, da indehaver, Josefine Wüpper Mikkelsen har valgt, at gøre butikken endnu mere personlig.
Butikken har tidligere været ejet af Josefines svigerforældre, der i dag driver butik i Lønstrup, også under navnet Min Lille Butik, så for at adskille tingene helt, og få et mere personligt præg på butikken i Hammel, skifter butikken i Østergade navn.
Som den skarpe læser måske har spottet, kommer Wüpp fra Josefines mellemnavn, Wüpper, men ud over navneskiftet, både i butikken og webshoppen, der findes på www.wupp.dk, kommer der ikke nogen forandringer.
“Jeg overtog butikken sidste år, og i en kombination af, at få sat et mere personligt præg, samtidig med at der ikke opstår forvirring omkring de to butikker, så ændrer jeg nu navnet. Webshoppen skifter selvfølgelig også navn, dog bliver det uden umlaut over u, men ellers kommer der ikke lige nu og her nogen større forandringer”, lyder det fra Josefine til ByensNyt.

Det er ikke lang tid siden, at Josefine er kommet tilbage fra barsel, som dog har været noget anderledes, end hun havde forventet, da der lige pludselig var en nedlukning at forholde sig til.
“Jeg har været noget mere i butikken, end jeg lige havde planlagt, især under nedlukningen, hvor jeg har stået for webshoppen. Det var ikke lige planen, men det er gået ganske fint, og vi fik faktisk solgt ganske pænt via nettet, både med forsendelser og, hvor vi kørte ud med det. Vi har en fin aktivitet på webshoppen, som jeg håber bliver mere med tiden, men det tager tid at bygge det op, så det kommer stille og roligt. Det er et godt supplement til butikken, og noget som jeg er glad for, at vi fik lavet i sin tid”, fortæller Josefine, der også bruger de sociale medier til at nå ud til sine kunder.
“Vi bruger både Facebook og instagram, hvor vi forsøger at inspirere vores kunder, og vise vores nyheder frem. Under nedlukningen lavede vi også liveshows, men det holder vi lige en pause med, og så kigger vi på det igen efter sommerferien. Jeg kan mærke, at folk er mættet af at sidde derhjemme, så de vil ud og se tingene, hvilket vi jo bare er glade for”