Siden 1. juli er det Signe Ulfkotte der har stået bag bardisken på John´s i Hammel, efter hun overtog forpagtningen fra Julie Fjellerad Casper, og Signe har, i følge hende selv, fået en god start.
Signe Ulfkotte er opvokset i Hammel, og selvom hun er flyttet fra byen for flere år siden, har hun altid haft en stor tilknytning til byen. Så da muligheden pludselig opstod for at blive forpagter på John´s slog hun til.
“Jeg havde lige fået job som tjener på Golfhotel Viborg, så på den måde var timingen måske ikke den bedste, men da Dorthe (ejer af bygningen, hvor John´s ligger) ringede til mig og spurgte om jeg var klar, var jeg bare nødt til at slå til. John´s har altid betydet meget for mig, og jeg er kommet her siden jeg var barn, men har dog aldrig arbejdet her før nu, så beslutningen var på ingen måder svær”, konstaterer Signe.
Hun kommer med stor erfaring fra restaurationsbranchen, hvor hun gennem flere år har stået bag baren på værtshuse i Langå og Bjerringbro. Herefter rejste hun til Tyskland, hvor hun er født og har familie for at uddanne sig til “Hotelfachfrau”, som er en all-round uddannelse inden for hotelbranchen, og har siden da arbejdet på forskellige hoteller og restauranter.
“Jeg har gennem mange år gerne ville have mit eget værtshus, så jeg er glad for at det nu er lykkedes, og at det så netop blev John´s, gør det kun endnu bedre. På et værtshus er der plads til alle, og på mange måder er det som en familie, og det er næsten ligegyldigt, hvor i landet det er. Her kan man komme alene, og man falder hurtigt i snak med andre, og det har givet mig mange venskaber rundt omkring”, fortæller Signe.

Traditioner og nye tiltag skal gå hånd i hånd
Den nye forpagter har ikke tænkt sig at skulle revolutionere det populære værtshus i Hammel, men har dog gjort sig nogle tanker omkring nye tiltag, som gæsterne vil begynde at kunne opleve i den kommende periode.
“Der kommer ikke til at blive lavet det helt store om, men jeg har planer om at der skal laves en pokerturnering, pubquiz med start fra november, billardturnering, brætspilsaftener og så skal der en dartskive op. Vi har også DJ-aften, hvor vi, hvis der er gang i den, holder åbent til klokken 05, så vi fortsætter med at John´s også skal være et sted for de unge, så de ikke nødvendigvis skal til Aarhus eller Randers for at gå i byen”.
Signe har lavet lidt om i åbningstiderne, så hun mandag-torsdag holder åbent fra 10-22, mens hun fredag og lørdag har åbent frem til klokken 02 som udgangspunkt og søndag til klokken 20.
“Til en start er det primært mig selv der skal stå her, så derfor starter vi med at holde åbent til klokken 02 i weekenden, og viser det sig så, at der er efterspørgsel på længere åbningstider, så kigger jeg selvfølgelig på det. Jeg elsker at være her, men det hele skal hænge sammen, og jeg vil hellere bygge på stille og roligt på”, lyder det fra Signe der tilføjer:
“Jeg er blevet taget utroligt godt imod af gæsterne og føler mig særdeles godt tilpas på John´s, hvor jeg håber jeg skal være de næste mange år, og efter en lidt stille sommer, så glæder jeg mig til, at der for alvor begynder at blive travlt i den kommende periode”.
Den kommende periode, som Signe hentyder til, er blandt andet en stor billardturnering i uge 37, hvor hold fra hele landet deltager, mens der i første weekend af september er Hammel Hestemarked, hvor der uden tvivl også bliver nok at se til.














