Hvert år bliver der afleveret mange tons af forskellig art på genbrugspladsen i Hammel, men en stor del af det ryger faktisk tilbage til brugerne, som i stor stil tager tager genbrugsting med hjem.
Favrskov Kommune råder over fire genbrugspladser, og samlet set bliver 361 tons genbrug hentet af private og foreninger. Genbrugsmængderne er højest i Hadsten (129 tons) og Hinnerup (123 tons), men Hammel følger godt med efter renoveringen af Gi’ & Ta’ hallen. Her afhentes der 101 tons om året af borgerne og 2 tons af foreningerne. På Hvorslev afhentes der cirka 5 tons om året.
Favrskov Forsyning skriver på deres hjemmeside, at fordelte man de mange tons ud det antal indbyggere der er i kommunen, så svarer det til, at hver indbygger tager 7,3 kg. genbrug med sig hjem.
I Hammel er mængden af genbrug der bliver taget med hjem mere end fordoblet siden 2022, hvor man sidst lavede undersøgelsen. Dengang blev der cirka afhændet 44 tons genbrug, mens tallet altså i dag er på godt 101 tons.
En stor del af den store stigning skyldes, i følge Favrskov Forsyning, det nye tiltag Gi’ & Ta’ hallen. Her er der personale til at stille tingene pænt og holde orden i hallen, samtidig med at de også “fisker” ting op af containerne, så der året rundt er flere ting på hylderne.














