23. oktober 2024

Elever tilbage på Favrskov Gymnasium igen

Mandag d. 15 marts var der endelig elever på Favrskov Gymnasium igen. Efter tre måneder med tomme gange og lokaler var der atter liv og aktivitet på gymnasiet. ByensNyt kunne i dag konstatere, at gensynsglæden var stor, da klasser og lærere kunne genforenes.

Gymnasiet må foreløbigt kun slå dørene op for en halv årgang ad gangen, men også dette glæder Rektor Morten Schytte Caspersen: ”Det er fantastisk at se eleverne og fornemme hygge og faglighed på gymnasiet igen. Det har været 3 lange måneder – ikke mindst for eleverne. Men nu lysner det. Vi har taget første lille skridt mod en genåbning i dag, og det er et skridt i den rigtige retning. Det glæder vi os over.”

Den lille genåbning har givet gymnasiet mulighed for at have klasser til udendørs undervisning, og også denne mulighed har man valgt at benytte sig af:

”Udendørs undervisning i et koldt forår er selvfølgelig en udfordring, men klasserne trænger simpelthen til at mødes, og så må vi gennemføre dagene med fokus på hygge, trivsel og faglighed i en skøn blanding. Jeg håber, at det skitøj, som ikke blev brugt i alperne i år, nu er fundet frem. Og så er jeg sikker på, at elevernes humør og den optimisme, vi alle finder i denne genåbning, vil gøre dagene til en rigtigt god oplevelse for alle. ” siger Morten Schytte Caspersen, som håber på flere og bedre muligheder efter påske:

”Vores elever har været utroligt tålmodige og konstruktive i denne proces, og jeg er også fuld af beundring over den kreativitet og kompetence, som medarbejderne har udvist, men der er altså meget i et gymnasieliv, som ikke kan gennemføres virtuelt. Vi vejrer forårsluft, og hvis pandemiens udvikling ellers tillader det, så står vi på spring til yderligere genåbning efter påske.”

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler