12. februar 2026

InSide inviterer til en uge med kreativt håndværk i fokus

Det er kun kreativiteten der sætter grænser, når den nye craftfestival SKAB løber af stablen i næste uge.

I uge 4 indtager craftfestivalen SKAB InSide i Hammel med et stort program fyldt med kreative muligheder. Du kan i løbet af ugen deltage i forskellige workshops og foredrag, og så kulminerer det hele lørdag den 24. januar med en decideret festivaldag, hvor der er et yderligere udvalg af workshops og aktiviteter, der giver deltagerne chance for at prøve kræfter med de kreative sysler. 

Festivalen er en del af kommunens initiativ om at skabe et større kulturliv gennem kulturfestivaler i de forskellige byer. Hammels festival skal lægge sin vægt på det kreative håndværk. 

“SKAB omfavner alt det man kan lave med hænderne. Strik, hækling, blomsterbinderi, der er rigtig mange forskellige genrer og forskellige ting man kan prøve,” forklarer Trine Valentin, der er kulturleder hos Favrskov Kommune. 

Det er første år SKAB udspiller sig under dette navn, men ideen bygger videre på sidste års KREA-dage, der også forsøgte at skabe et rum for det kreative univers. Selvom konceptet har ændret form en smule, er tanken bag stadig det samme. 

Til sidste års KREA-dage blev der også afholdt flere kreative workshops.

“Festivalen er for alle, både for dem der er garvede kreative nørder, og dem der bare er nysgerrige og synes det er lidt hyggeligt. Man kan sagtens komme som nybegynder og være med. Det er jo også sådan, at man sagtens bare kan kigge forbi, uden at købe en billet til noget, for der er også mange gratis aktiviteter, hvor man bare kan komme og hænge ud og være med,” uddyber Trine. 

Og det var da også KREA-dagene, og andre lignende arrangementer der var med til at fastslå netop det kreative omdrejningspunkt for Hammels festival. 

“Ideen med at lave denne type festival i Hammel er sprunget ud af vores tidligere erfaringer. Der har været flere garn- og krea arrangementer i Hammel førhen, som der har været stor opbakning til, så det er ligesom det vi forsøger at forstørre op nu,” siger Trine.

Allerede inden festivalen begynder har de testet vandene lidt, da der har siden sidst på efteråret været gang i et SKAB-fællesprojekt, hvor kommunens borgere kunne aflevere hvide, strikkede firkanter, der så senere skulle samles til et større værk.

“Vi har allerede oplevet den store opbakning og deltagelse i udarbejdelsen af vores fællesværk Snedronningen, og det viser jo at interessen for det, er der.” fortæller Trine. 

Hele 1350 firkanter blev det til i alt, og kjolen, som firkanterne skulle blive til, er blevet klar til sin afsløring. Værket afsløres, som optakt inden SKAB for alvor skydes i gang, fredag den 16. januar kl. 15 i InSide, hvor alle er velkomne til at komme forbi.

Charlotte Siegfredsen
Charlotte Siegfredsen
Charlotte Siegfredsen er praktikant hos redaktionen på ByensNyt og skriver primært med udgangspunkt i Hammel, hvor hun selv har boet i størstedelen af sit liv. Hun er uddannet inden for markedskommunikation på Syddansk Universitet og har tidligere lavet kommunikation hos Forlaget Gyldendal.

Relaterede artikler