22. november 2024

På Fuglestemmetur til Fiskeparken i Svejstrup

Bevæbnet med kikkert mødte godt 30 fugleinteresserede Favrskov borgere lørdag morgen op til en dejlig tur i de smukke omgivelser ved Fiskeparken i Svejstrup for at lytte til og lære om fuglestemmer.

Det var Favrskov Kommune, der med naturvejleder Vibe Søndergaard i spidsen, stod for arrangementet og hun havde medbragt fuglenørden Christian Bøggild. De to viste sig at være virkeligt gode turledere, der ikke alene kunne identificere de mange fuglestemmer, men samtidig formåede at formidle det, så alle kunne være med.

Ejeren af Fiskeparken Flemming Viktor Andersen, havde stillet sine arealer til rådighed for turen og han valgte at følge med rundt. “Man kunne jo være heldig at lære noget” som han smilende undtrykte det. Og lære noget, gjorde vi vist alle og Flemming Viktor stod også for sin del af læringen. Både da han sammen med Vibe fortalte om den tyvagtige odder, som bor i brinken i Lilleåen og som hen på aftenen lister ad sin vante rute op til Fiskesøen for at forsyne sig og når han fortalte om de smukke sorthovede får og de stolte friserheste, som han har i foldene omkring parken.

“Tjif-tjaf, tjif-tjaf, tjif-tjaf” lød tonerne fra en lille lund. “Det er gransangeren, der synger” fortalte Christian Bøggild og Vibe fortalte videre at gransangeren til forveksling ligner løvsangeren, men at de er nemme at identificere hver især på deres sang, for løvsangeren synger meget mere melodisk.

Den farvestrålende Stillits synger nærmest sit eget navn “Stillis – stillits” og mens vi alle stod stille og lyttede, fløj ænder, gæs, svaner, svaler og lærker over vores hoveder i det smukke terræn mens gøgen kukkede i baggrunden.

Vi bevægede os ned bag Lindegaarden og stod og betragtede de smukke friserheste, mens vi håbede på at få øje på viben over den våde eng. Og pludselig fløj den op et kort øjeblik og viste prøver på sin smukke jodlen som blandede sig med lærkens trillen og gråændernes skræppen.

Flemming Viktor har foruden det flotte stolpehegn, der omkranser hans arealer opsat kvashegn og kampestensmure og det fik han ros for af de to fugleentusiaster. Ikke alene ser det pænt ud, der giver også grobund, for mange af de dyr, som fuglene elsker at spise og det vil sammen med vådområderne, nyplantningen af æbletræer formentlig medvirke til, at der fortsat vil være et godt fugleliv omkring Svejstrup Fiskepark i de næste mange år.

Nogle af søerne ved Fiskeparken får jævnligt besøg af den sky isfugl og er man god til at væbne sig med tålmodighed og forholde sig stille kan man være heldig at observere den lynhurtige og særdeles farvestrålende fugl i glimt, når den jager ved søerne.

Vi så dog ingen isfugl i denne omgang, men vi nød synes af de statelige knopsvaner på søen og de vipse halemejser, der nærmest ligner fnuglette fjerbolde med lange haler og enkelte fik også et glimt af den store flagspætte.

Da vi alle sad stille ved en lille sø og lyttede fortalte Christian, at han var med til at lave lydoptagelser af fugle og at han ofte måtte opgive, hvis der kom en g-fugl forbi. Ved et tilfælde havde han hæftet sig ved at det ofte var fugle der starter med G, der kunne ødelægge optagelserne. Gråkragen skræpper op, gærdesmutten er ganske vist Danmarkas næstmindste fugle, men den er i sin sang meget dominerende og gransangerens karakteristiske og lidt monotone tjif- tjaf kunne også hurtigt gøre det svært at optage andre fuglestemmer.

Turen sluttede ved en af de mindre kendte søer i området , inden vi gik tilbage til parkeringspladsen kl. 10.30, hvor vi indtog en kop kaffe, som vi var opfordret til selv at medbringe og fik en hyggelig snak om formiddagens oplevelser.

Det er anden gang, ByensNyts udsendte oplever de to fuglenørder, men jeg kan klart anbefale at følge med, næste gang kommunen arrangerer en tur. Vibe har informationsark, pjecer og kikkerter til udlån med og på turen her var der både børn og voksne, der fik sig en fin naturoplevelse. Her kan du læse om ByensNyts oplevelse af fuglestemmeturen til Kollerup Gods i maj 2022

Tak til Vibe, Christian og Flemming Viktor for en dejlig formiddag og denne gang ved Svejstrup Fiskepark.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler