Det er frivillige elever på Favrskov Gymnasium, der står for undervisningen

Da der 31. august blev åbnet op for tilmeldingen til dette års Videnskabsklubben på Favrskov Gymnasium, så gik der blot 44 minutter, og så var alle pladser optaget.

Der var 12 pladser til rådighed for elever i 4-5 klasse, og de fik altså hurtigt ben at gå på. Tilmed er der lige nu det selvsamme antal børn på ventelisten. Videnskabsklubben, der er et gratis tilbud, sætter selv ord på her, hvad klubben går ud på:

“I Videnskabsklubben går børn i 4.-6. klasse til videnskab efter skole, ligesom andre børn går til ishockey og badminton. De lærer at undersøge verden ved hjælp af den videnskabelige metode, kritisk tænkning – og selvfølgelig masser af forsøg og eksperimenter! Vi kalder det at være ”miniforsker”.

Sidste år var der også fyldt godt op i Videnskabsklubben, der altså i år har mange på venteliste

Det er blot andet år, at Videnskabsklubben udbyder deres tilbud i Favrskov Kommune, og projektkoordinator for Videnskabsklubben i Region Midtjylland, Lisbeth Dyhr Frandsen, er da også begejstret for den flotte opbakning.

“Det er fantastisk, at der er så stor opbakning og efterspørgsel på Videnskabsklubbens tilbud i Favrskov. Det er virkelig fedt, at budskabet på så kort tid har bredt sig om, hvor fedt det er at gå til videnskab. Der er rigtig mange gode lokale kræfter i Favrskov, og vi har et virkelig godt samarbejde med det lokale gymnasium, hvor vi rekrutterer de frivillige gymnasieelever, der underviser i Videnskabsklubben, samt med folk fra kommunen. Vi oplever et stort engagement lokalt i Favrskov, hvilket gør vores arbejde med at sprede budskabet mærkbart nemmere”, fortæller hun, og sætter her lidt ord på, hvad der venter “miniforskerne”, når det hele går i gang til oktober.

“Når miniforskerne kommer til deres første videnskabsklub i efteråret, venter der dem en masse fede forsøg og sjove eksperimenter. De skal for eksempel blande væsker, lave hjemmelavet slim, dissekere en ble og udføre pH-forsøg med slik og rødkålssaft. Kemiforløbet er et af vores mest populære forløb, og det med god grund”.

Sidste år besøgte borgmester Lars Storgaard Videnskabsklubben

​Videnskabsklubben blev skabt i 2014 af forskerne Rikke Schmidt Kjærgaard og Petrine Wellendorph, begge medlemmer af Det Unge Akademi under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. I 2018 begyndte organisationen at samarbejde direkte med gymnasierne og var på daværende tidspunkt etableret i 7 forskellige danske byer. Siden er initiativet vokset støt i omfang og når i 2024 ud til 54 kommuner. I slutningen af 2022 modtog Videnskabsklubben en stor bevilling fra Novo Nordisk Fonden, som betyder, at organisationens overlevelse er sikret frem til 2027.

Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.