Per Bøving, Formand for Hammel Hestemarked, har valgt at stoppe efter 7 år på formandsposten. Per overtog efter Hans Jensen tilbage i 2017 og har sammen med styregruppen og alle de fantastiske frivillige, lavet nogle rigtig gode markeder med virkelig flotte besøgstal i Hammel.
Markedet er gennem årene blevet større og større, og det skyldes, at vi har holdt fast i vores traditioner samtidig med, der er lavet lidt fornyelser. Her er især DJ-pladsen nævneværdig, da den har trukket en del unge til markedet de seneste år.
Der skal fra Hammel GF, som er arrangør af Hammel Hestemarked, lyde en kæmpe tak til Per. Ikke blot for de 7 år som formand, men for alle 27 år, hvor Per har været frivillig på den ene eller anden måde i Hammel Hestemarked.
Hestemarkedet kører naturligvis videre, præcis som vi kender det. Det vil sige med masser af gode kræmmere, tivoli, koncerter og underholdning – alt sammen i uge 36, nøjagtig som det plejer.
Den nye opstilling bliver med Allan Bo Andresen som formand i tæt samarbejde med Jesper Balker, som næstformand. Frank Andreasen bliver Sikkerhedschef, Helle Hansen, Kræmmeransvarlig, Jan Svendsen, Pladsansvarlig, Steen Rewitz, Musik og Underholdning, og Poul Erik, Økonomiansvarlig.
”Det er en utroligt stærk opstilling”, udtaler den nye formand i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Vi ser frem til et super godt marked i 2025, et Marked som skal holde fast i de gode traditioner, men selvfølgelig også gerne med et par overraskelser. Vi får naturligvis også en ny plads at se, da Padelhallen jo står færdig, når markedet løber af stablen fra d. 4. sep. 2025. Men den skal vi nok få integreret på bedste vis”.
“Ud over styregruppe, har vi et markedsudvalg, som er super stærkt besat, og som noget nyt, laves der et underholdningsudvalg med lidt yngre kræfter, som Steen Rewitz kommer til at stå i spidsen for. Vi har heldigvis verdens bedste frivillige i Hammel, som står klar til at få et brag af et marked i 2025 afviklet. Vejret har været med os de seneste år, og den afgåede Formand, Per Bøving, har lovet, at det skaffer han igen”, lyder det til slut fra Hammel Hestemarked.